xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Erfaringsopsamling: Nedbring forbruget af antipsykotisk medicin

En række kommuner fik i 2021 midler fra Sundhedsstyrelsen under puljen Praksisnært kompetenceløft til nedbringelse af antipsykotisk medicin til mennesker med demens. Erfaringsopsamlingen samler op på disse indsatser og kan inspirere til fremtidige lignende indsatser.

15 projekter, i kommuner og på sygehuse, fik midler til at arbejde med at nedbringe forbruget af antipsykotisk medicin til mennesker med demens gennem kompetenceudvikling af personale i ældreplejen, læger med flere.

I februar 2024 udkom en rapport, der samlede op på erfaringerne, sammen med case-beskrivelser fra de 15 projekter. Rapporten beskriver blandt andet, hvilke tiltag kommunerne har søsat og hvilke erfaringer, de har gjort sig.

Fælles for projekterne er at de tager afsæt i personcentreret omsorg og andre psykosociale indsatser med det formål at skabe størst mulig trivsel for den enkelte for at forebygge brug af antipsykotisk medicin. På tværs af projekterne har især fire elementer vist sig at være vigtige for at nedbringe forbruget af antipsykotisk medicin.

Projekterne, deres erfaringer, læring og resultater beskrives enkeltvis i rapporten ”Cases: Læringer og resultater fra projekterne”. I erfaringsopsamlingen opsummeres de erfaringer, der går på tværs af projekterne.

Fire vigtige elementer i nedbringelse af antipsykotisk medicin til mennesker med demens

nummer et

Mere viden og flere handlemuligheder

Projekterne har særligt fokuseret på at styrke medarbejdernes viden og forståelse for forskellige ikke-medicinske tilgange. Det er fx socialpædagogiske metoder til at sikre borgerens trivsel samt viden om demens, antipsykotisk medicin og neuropædagogik. Samtidig har de fokuseret på at styrke medarbejdernes kompetencer til at bruge denne viden i mødet med borgeren.
nummer to

Systematikker, der undersøger den faglige praksis

Flere projekter fortæller, at før projekterne blev søsat var arbejdsgange og mødesystematikker især rettet mod de fysiske aspekter af pleje og omsorg. Derfor har man i flere projekter indført helt nye arbejdsgange og mødesystematikker med det formål at sætte borgernes sociale og psykiske trivsel på dagsordenen. Flere projekter fortæller, at før projekterne blev søsat var arbejdsgange og mødesystematikker især rettede mod de fysiske aspekter af pleje og omsorg. Derfor har man i flere projekter indført helt nye arbejdsgange og mødesystematikker med det formål at sætte borgernes sociale og psykiske trivsel på dagsordenen.
nummer tre

Samarbejde og vidensdeling

Flere projekter har fokuseret på at systematisere samarbejde på tværs af sektorer, fagligheder og vagtlag. Nogle har haft fokus på at styrke samarbejdet med praktiserende læger, som har ansvar for at udskrive og seponere antipsykotisk medicin.
nummer fire

En nærværende og insisterende ledelse

Et gennemgående træk på tværs af projekterne er, at for at lykkes med at nedbringe forbruget af antipsykotisk medicin kræves en nærværende og insisterende ledelse, som fastholder fokus på dagsordenen, og som sikrer ejerskab fra medarbejderne samt de nødvendige rammer for indsatsen
Opdateret 12 MAR 2025