xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold
Bedre måltider til ældre
Ernæring

Borgernes vægt analyseres med V.Æ.G.T. i Greve Kommune

Strandcentret Plejecenter i Greve Kommune har udviklet en enkel tilgang til at identificere plejecenterbeboere, der er i særlig risiko for underernæring eller for at tabe sig uplanlagt.

Opdateret 02 JUL 2021

V.Æ.G.T.

De fire bogstaver står for Vejning, Ændring, Grund og Tiltag og er betegnelsen for en nem tilgang, der kan hjælpe plejecentre med at identificere uplanlagt vægttab og underernæring hos deres beboere. V.Æ.G.T er udviklet af Strandcentret Plejecenter i Greve Kommune.

V.Æ.G.T skaber struktur og systematik i gennemgangen af borgernes vægt på plejepersonalets tavlemøder. Møderne tager udgangspunkt i en risikotavle, hvor borgernes vægt for de seneste tre måneder fremgår. Hvert bogstav i V.Æ.G.T. repræsenterer et trin, som plejepersonalet går igennem på mødet for at identificere borgere i risiko for uplanlagt vægttab og underernæring. Det er langt fra alle borgere, hvor der er sket en vægtændring, og derfor stopper gennemgangen allerede ved Æ (for Ændring). Plejepersonalet kommer derfor hurtigt igennem alle beboerne.

Når en borger bliver vejet, og der bliver registreret en ændring på mere end et kilo, vurderes grunden til ændringen af plejepersonalet. På den baggrund bliver konkrete tiltag fastlagt og implementeret. Fremgangsmåden er uddybet i faktaboksen nedenfor.

Inspirationen til V.Æ.G.T. kommer fra HUSK, som er en lignende tilgang, der systematiserer arbejdet med borgere, der er i særlig risiko for at udvikle tryksår. Plejecenterets personale har haft gode erfaringer med at anvende HUSK på tavlemøderne. Læs mere om HUSK i Tryksårspakken fra projektet ”I Sikre Hænder”.

Se en printvenlig version af V.Æ.G.T skilte

Plejepersonalet følger fire trin, når de anvender V.Æ.G.T. 

nummer et

Plejepersonalet aflæser borgerens aktuelle vægt (V)

På tavlemødet orienterer plejepersonalet sig på risikotavlen for at aflæse den enkelte borgers aktuelle vægt. Risikotavlen er en form for skema med en række centrale oplysninger om hver enkelt borger. På risikotavlen fremgår bl.a. borgerens vægt for de tre seneste måneder. 


nummer to

Plejepersonalet konstaterer, om der er ændringer i vægten (Æ)

Plejepersonalet konstaterer i fællesskab, om der er sket ændringer i borgerens vægt sammenlignet med de to seneste måneder. Hvis borgeren har tabt sig mere end et kilo, er der behov for yderligere drøftelse. I så fald gennemgår plejepersonalet G og T.
nummer tre

Plejepersonalet vurderer grunden til ændring (G)

Efter mødet udfylder en af plejepersonalerne et ernæringsvurderingsskema (EVS) sammen med borgeren, der havde tabt sig. Hvis borgeren har tabt sig mere end et kilo, skal plejepersonalet altid udfylde et EVS. Efterfølgende foretager plejepersonalet en fælles vurdering af, hvad der kan ligge til grund for vægttabet. Denne vurdering læner sig op ad spørgsmål som: ”Har borgeren været syg inden for den sidste måned? Får borgeren medicin, der kan have indvirkning på vægten? Har borgeren mistet én, vedkommende havde kær?” 
nummer fire

Plejepersonalet har en fælles dialog om potentielle tiltag (T)

På baggrund af den fælles vurdering og EVS drøfter plejepersonalet, hvilke tiltag der skal iværksættes for at forbedre ernæringstilstanden, fx proteindrikke eller kræsekost. De konkrete tiltag aftales med borgeren. 

”V.Æ.G.T. er en rigtig nem og hurtig metode, der hjælper os med at gennemgå borgernes vægt på en god og stringent måde. Det er en god måde at huske alle elementerne på.”
- Mia Larsen, social- og sundhedsassistent, Strandcentret Plejecenter

V.Æ.G.T. understøtter refleksion og dialog

Brugen af V.Æ.G.T. på tavlemøderne giver ifølge plejepersonalet et hurtigt og godt overblik over den enkelte borgers vægtsituation. Plejepersonalet giver også udtryk for, at V.Æ.G.T. fungerer som et refleksionsredskab, der giver anledning til fælles dialog og opmærksomhed på borgernes vægt. Derudover oplever plejepersonalet, at de med brugen af V.Æ.G.T. har bedre mulighed for at opspore og forebygge utilsigtet vægttab og vægtøgning, fordi de kontinuerligt har fokus på de enkelte borgeres vægt.

Indsatsen er udviklet som led i projekt ’I Sikre Hænder’.