Svendborg nedbryder den organisatoriske kompleksitet

Af projektleder Mejse Holstein og evaluator Steen Kabel, Svendborg Kommune

Vi ønsker grundlæggende at ændre på kulturen i hjemmeplejen i Svendborg Kommune, så tilrettelæggelsen og udmøntningen af opgaverne sker med udgangspunkt i et borgerperspektiv fremfor et systemperspektiv.

Det lyder umiddelbart både logisk og selvfølgeligt. Men det er ikke helt så enkelt, når det skal udføres i den daglige praksis.

Organisatorisk kompleksitet

I projektet har vi været nysgerrig på, hvad det er for udfordringer og barrierer, der skal overvindes for, at vi kan se tegn på, at vi arbejder med udgangspunkt i borgerperspektivet. Når vi spørger medarbejderne i hjemmeplejen, giver de tydeligt udtryk for, at de gerne vil styrke borgerperspektivet. Som én af dem siger.

”I vores team har vi altid fokus på, hvordan vi bedst muligt tilgodeser borgerens ønsker og behov. Men jeg må også være ærlig at sige, at det ikke altid kan lade sig gøre, fordi vi også er nødt til at sikre, at vores kørelister hænger sammen.

Det viser meget godt ét af dilemmaerne i projektet, hvor vilkårsrum og mulighedsrum gensidigt udfordrer hinanden. I vilkårsrummet har vi i kommunen defineret nogle kvalitetsstandarder, arbejdstidsregler og økonomiske rammer, som er styrende for, hvordan arbejdet skal organiseres, så vi opfylder kommunens mål. Det er i høj grad sektionsledernes opgave at være med til at sikre det. Men der er også en visitation, hvis myndighedsudøvelse er styret af lovgivningen. Der er en sygeplejegruppe, som har et ansvar for at sikre en høj faglighed i ydelserne til borgerne. Disse vilkår har således stor indflydelse på de muligheder, som medarbejderne og planlæggerne har ift. at koordinere de daglige opgaver ude hos borgerne.

Medarbejdernes engagement

Derfor arbejder vi med, hvordan vi kan udvide mulighedsrummet i projektet, så medarbejderne får øget medindflydelse på organiseringen af deres daglige arbejde. Vi kan se, at de i højere grad end tidligere bliver involveret i planlægningen og koordineringen af deres kørelister, så de på den måde får bedre muligheder for at skabe en sammenhængende hverdag for borgerne, hvor der er et stærkt fokus på borgerperspektivet.

Vi oplever, at medarbejderne generelt er dybt engagerede, motiverede og opbakkende, fordi de gerne vil styrke borgerperspektivet i deres daglige arbejde. Det betyder meget for deres faglige identitet og selvforståelse, at de bidrager aktivt til at skabe værdi og livskvalitet i borgernes liv. Samtidig er den selvkoordinerende tilgang med til at gøre arbejdet mere meningsfuldt for medarbejderne – og det har en positiv indvirkning på deres trivsel og arbejdsglæde i hverdagen.

Dilemmaet mellem vilkår og muligheder

Men mange medarbejdere og planlæggere oplever det som et dilemma, at den organisatoriske kompleksitet kan stå i vejen for, at teamene i tilstrækkelig grad bliver selvkoordinerende. Og det kan gøre det svært for medarbejderne at se de små forandringer og succeser i hverdagen.

Derfor er vi opmærksomme på, hvordan vi kan arbejde med at nedbryde den organisatoriske kompleksitet ved at forenkle vilkårsrummet og udvide mulighedsrummet således, at samspillet mellem dem er med til at understøtte og fremme udviklingen af en ny kultur, hvor medarbejderne får bedre faglige muligheder og organisatoriske vilkår for at indarbejde borgerperspektivet i den daglige praksis.

Det gør vi eksempelvis helt konkret ved at tale med sektionslederne om, at de skal lære at acceptere, at der er luft i kørelisterne, så medarbejderne får mulighed for at koordinere deres besøg hos borgerne ud fra, hvad der er godt for borgerne frem for, hvordan kørelisterne går op. Men det kræver også, at vi tager forvaltningsledelsen i ed på, at det er en investering, vi foretager, hvor vi ikke på forhånd kender afkastet. Det er én af forudsætningerne for, at vi kan nedbryde kompleksiteten og udvide mulighedsrummet.