Pilottest af virtuelle mestringskursuser for pårørende
Københavns Kommune udvikler og tester i samarbejde med Køge, Gladsaxe, Viborg Kommune og Komiteen for Sundhedsoplysning tre virtuelle mestringskursuser for pårørende. Ideen er, at det eksisterende kursus ”LÆR AT TACKLE” der afholdes fysisk, også skal kunne tilgås som online kursustilbud i flere niveauer. I projektets afprøvningsfase har projektmedarbejderne fået meget mere erfaring med brugen af online kurser til pårørende til syge ældre.
Selve den virtuelle idé opstod under nedlukningen af samfundet, hvor det pga. smittespredning ikke var muligt i samme omfang at deltage i fysiske aktiviteter og arrangementer. Men om der er nedlukning eller ej, kan der være pårørende, der ikke har mulighed for eller ikke kan overskue at møde op fysisk, og med denne indsats har de et alternativ til fysisk fremmøde. Det kan nemlig være svært for pårørende at forlade hjemmet og sætte tid af, til at skulle hjemmefra. Pårørende til syge eller ældre, kan have uforudsigelige dage, hvor det ikke altid er muligt at tage hjemmefra. Derfor er ideen at prøve at nå en målgruppe, som ikke har mulighed for, ikke kan overskue eller har lyst til at møde op fysisk.
Kommunerne deler projektledelsen med Komiteen for Sundhedsoplysning, der har udviklet LÆR AT TACKLE kurset og kommunerne er ved at udvikle, afprøve og evaluere forskellige virtuelle versioner af online udgaver af kursusforløbet.
Erfaringer fra pilottesten
Formålet med pilotafprøvningerne er at få brugernes oplevelse af, hvad der virker godt og mindre godt ud fra testpersonernes synspunkt. I takt med at samfundet åbnede mere og mere op, har det dog været sværere at finde deltagere. Mange pårørende har foretrukket at deltage i de fysiske kurser i takt med den gradvise genåbning af samfundet, hvorfor de i projektet, skulle tænke ny veje, for at få pårørende med på pilotprojekterne. Størst succes med at finde deltagere er sket på den sociale medieplatform Facebook. Det har primært været gennem kommunernes Facebook sider via annoncer, herunder et forsøg på en målrettet kommunikation via såkaldte dark posts, hvor bestemte målgrupper modtager annoncen.
Der er også gået nye veje i projektet i forsøget på at nå de yngre og de nye pårørende, som er en del af projektets mål, nemlig pårørende, der har sværere ved at kunne deltage i de fysiske pårørendekurser. De virtuelle kurser er således kommunikeret ud i nye fora og via nye kanaler, fx ud i målrettede facebookgrupper og via borgerrettede intromøder på teams. På den måde har vi kunnet nå nogle pårørende, som ikke typisk er en del af den kommunale ældrepleje.
Det er vigtigt med en ordentlig forventningsafstemning, da det med virtuelle tilbud, kan være nemmere at melde fra igen eller bare ikke dukke op. Under COVID-19 nedlukningen, var frafaldet en del mindre, men i takt med at samfundet åbnede i efteråret 2021 steg frafaldet til pilotkurserne. Dette kombineret med hvor hurtigt livssituationen kan ændre sig for de pårørende, har betydet, at selvom der til nogle af kurserne, har været 10 tilmeldte, har kun fem deltaget, fordi nogle har været nødt til at melde fra i sidste øjeblik. Det har derfor været nødvendigt at forlænge pilotafprøvningen, for at kunne få nok deltagere med i evalueringen.
Deltagernes oplevelse af kurset
Flere af deltagerne i pilotafprøvningerne fremhæver, at det er rart at kunne deltage hjemmefra i trygge omgivelser og samtidig opleve at få kontakt til andre pårørende. Derudover oplever mere end halvdelen af deltagerne på fjernundervisningskurserne på platformen teams, som er blevet testet af Københavns Kommune at være blevet en del af en gruppe. En af underviserne på pilotkurset har været i kontakt med flere af deltagerne og flere af dem, er meget tilfredse og glade for det, som kurset har givet dem.
De pårørende udtaler:
”Det har været nemt tilgængeligt - særligt i en travl hverdag, hvor man allerede har meget at tænke på. Og trygt at være hjemme”
”Fordelen var, at jeg kunne sætte mig i egne trygge rammer og skabe et rum for mig selv og min udvikling, i den time. Havde det været fysisk fremmøde, havde transporttid og indtryk udefra påvirket mig og nok gjort, at jeg ikke landede lige så hurtigt i samtalerne
”Det var dejligt let at overskue, og familien skulle stå for mindre derhjemme”
Selvom der har skullet lægges meget arbejde i at finde deltagere til pilotafprøvningerne, kan det altså være en stor succes, for dem der deltager, da det på andre måder tager hensyn til den pårørendes omskiftelige livssituation. Det er nemlig vigtigt, at de pårørende på trods af en travl hverdag, har nogle ligesindede, de kan opbygge en relation med og hvor de kan lære nogle brugbare redskaber til deres hverdag. Som citaterne fortæller, så kan virtuelle kurser noget, som de fysiske ikke kan, nemlig, at det er mere overskueligt og tidsmæssigt nemmere. Derudover fortæller flere, at hjemme er et trygt rum at lære nye mennesker og redskaber at kende i.