Marte Meo-metoden giver flere handlemuligheder for pårørende i Herning
I Herning Kommune er den videobaserede Marte Meo-metode udgangspunkt for at hjælpe både pårørende til borgere med demens og fagpersoner. De første videoer har allerede hjulpet til at skabe forståelse hos pårørende.
Interview med projektleder Gitte Mørch Henriksen, Herning Kommune
Hvad går jeres projekt ud på?
Hovedformålet med projektet er at anvende den videobaserede Marte Meo-metode til at skabe sammenhæng og vidensdeling, så omsorg og nærhed styrkes i ældreplejen. Derudover er det en vigtig del af projektet at afprøve, hvorvidt videooptagelser kan fungere som dokumentation og derved reducere unødvendige dokumentationskrav. Der bidrages løbende til Sundhedsstyrelsens platform for erfarings- og vidensdeling bl.a. med en instruktionsfilm og deltagelse i netværks-møderne. Målgruppen er både pårørende til borgere med demens og fagpersoner. Det innovative i projektet er, at ideudviklingen starter i målgruppen, der således er med til at udvikle individuel videobaseret læring, som både afprøves lokalt og bidrager til skabelse af viden på nationalt niveau.
- Læring på individuelt niveau: Familier med demens vil få tilbudt Marte Meo-forløb i eget hjem og i overgangen til plejebolig. Der laves to professionelle film til undervisningsbrug.
- Læring og kompetenceudvikling på lokalt niveau: Det afprøves om videooptagelser, der følger CPR-nr., kan reducere dokumentationen i overgangen fra eget hjem til plejebolig. Fra hjemmepleje, sygepleje, daghjem og plejecentre uddannes der 12 Marte Meo-terapeuter og 54 medarbejdere får Marte Meo grundkursus.
- Læring på nationalt niveau: Der produceres i alt 15 professionelle Marte Meo-film til en ny vidensplatform, som kommer til at ligge i Alzheimerforeningens regi med fri adgang for alle.
Hvorfor er valget faldet på Marte Meo-metoden?
Marte Meo (latin: ’Ved egen kraft’) er en kendt og meget enkel metode, som alle kan lære, da den rammer mange læringskompetencer og refleksionsniveauer. Metoden bygger på en grundlæggende antagelse om, at mennesker har flere ressourcer, end de er bevidste om, og at det er muligt at mobilisere disse ressourcer ved rette vejledning gennem film/videooptagelser. Derfor er Marte Meo-metoden udvalgt som den gennemgående metode i dette projekt.
Hvad er det nye i projektet?
Nytænkningen i projektet er, at innovationen er skabt og udviklet i samspil med de mennesker, der skal gøre brug af den kommende vidensplatform. Derfor har vi spurgt pårørende til mennesker med demens, personale og frivillige, der er i samspil med mennesker med demens, samt senior- og ældrerådene i kommunen, hvad de ønsker en vidensplatform skal indeholde.
Vi har lyttet til pårørende til mennesker med demens, de har ytret ønsker om nye former for læring og belyst, at det er svært at komme hjemmefra for at modtage viden og læring. Derfor rykker Marte Meo terapeuterne hjem i private hjem og giver viden og nye handlemuligheder til hverdagen med demens.
Hvor har projektet allerede vist potentiale til at øge omsorg og nærvær?
Pårørende og personale har belyst mange situationer, som de mangler handlemuligheder til. Det er vi i gang med at skabe filmmateriale omkring. Det fortæller os, at vi er på rette vej ved at skabe noget, der ganske enkelt efterspørges derude.
Pårørende, der har set filmmateriale af deres kære i samspil og har derved fået ideer til nye handlemuligheder i samspillet med deres kære med demenssygdom. De udtaler:
- ”Det kommer så meget bag på mig, hvor vigtig det er at give flere smil, end jeg plejer.”
- ”Jeg havde så meget ud af, at se en video med min mand, for derved kunne jeg bedre forstå ham og forstå, hvad jeg kunne gøre for at hjælpe både ham og mig selv.”
Personalet, der har deltaget i Marte Meo undervisning, udtaler:
- ”Det har været en øjenåbner at se på filmen, hvor stor en forskel det gør for borgeren, når jeg husker at have kontakt inden jeg går i opgave.”
- ”Jeg er blevet meget bevidst om, hvor min mund er i slutningen af mine sætninger, derved giver jeg borgeren de bedste muligheder for at kunne samarbejde med mig omkring personlig pleje.”
Hvad er værdien i at samarbejde med Alzheimerforeningen?
Ifølge Demensforsker Gunhild Waldemar fra Videnscenter for demens, har mere end halvdelen af de mennesker, der har demens netop en Alzheimer sygdom. Samtidig har vi undersøgt, hvor vores målgrupper søger hen, når de opsøger viden om demens. Her har svaret meget entydigt været Alzheimerforeningens hjemmeside.
Samarbejdet med Alzheimerforeningen har derfor stor værdi til at sikre os, at så mange som muligt af både pårørende og fagpersoner til mennesker med demens får adgang til det Marte Meo filmmateriale, som vi gennem projektet samskaber med målgruppen.
Vi finder det samtidig også betydningsfuldt at skabe viden og læringsmateriale til Sundhedsstyrelsens vidensplatform, da vi har erfaret at mange fagpersoner søger viden den vej.
Hvad er næste skridt?
Samskabelse i bred forstand er det næste skridt i projektet. Det er SÅ spændende, at vi i dette projekt udvikler, mens vi går. Vi har et mål, men på vejen dertil er vi meget nysgerrige på, hvem vi møder på vejen, som har input og ny viden om det at have demens som følgeskab i hverdagen. Vi holder fast i, at innovationen skal komme fra dem, som det hele handler om; mennesker med demens, pårørende til dem og det personale, der er i samspil med begge parter i hverdagen.