xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Beredskab for epidemier

Vi er generelt godt beskyttede mod epidemier af alvorlige infektioner i Danmark, men skulle Danmark blive ramt, står et beredskab klart. Sundhedsstyrelsen har udarbejdet retningslinjer for beredskabet.

Risikoen for større epidemier i Danmark er generelt lav. Danmark har et velfungerende sundhedssystem og en generel høj sundhedstilstand i befolkningen. Fødevare- og drikkevandssikkerheden er høj, og børnevaccinationsprogrammet er veludviklet og har generelt høj tilslutning.

Som eksempelvis epidemien med ny coronavirus har vist, kan vi dog også i Danmark blive ramt, især af nye sygdomme som vi ikke har immunitet imod og begrænset viden om. Sådanne epidemier kan have store konsekvenser for folkesundheden og for samfundet.

Det er derfor vigtigt at opretholde et robust beredskab for håndtering af epidemier. Sundhedsstyrelsen rådgiver regioner og kommuner om deres beredskabsplanlægning. I tilfælde af større sygdomsudbrud udarbejder Sundhedsstyrelsen retningslinjer for håndteringen og koordinerer indsatsen mellem myndigheder.

National strategi for håndtering af epidemier

Sundhedsstyrelsen har udgivet national strategi for håndtering af epidemier. Strategien skal bidrage til, at myndighederne i Danmark fremover er godt forberedt på samarbejdet om håndtering af større sygdomsudbrud.

Strategien bygger på erfaringer fra især covid-19-pandemien, men også andre sygdomsudbrud som fx MERS-coronavirus, ebolavirus, zikavirus, mpox m.fl.

Beredskabet for smitsomme sygdomme skal kunne understøtte håndtering af mange forskellige sygdomme. Det har derfor tjent som et vigtigt princip i udarbejdelsen, at strategien skal være generel og fleksibel. En anden erfaring og rettesnor er, at indsatser skal iværksættes hurtigt og med rettidig involvering af alle relevante aktører for at være på forkant med udviklingen:

National strategi for håndtering af epidemier (januar 2025)

Opdateret 08 JAN 2025