Sundhedsplaner
Regionerne skal ifølge sundhedsloven udarbejde en sundhedsplan, som beskriver regionens samlede opgaveløsning på sundhedsområdet.
Ifølge Sundhedsloven skal regionerne indhente rådgivning fra Sundhedsstyrelsen om udarbejdelse af sundhedsplanerne, før de vedtages i regionsrådene. Sundhedsstyrelsen rådgiver regionen i forhold til de relevante anbefalinger eller retningslinjer på området.
Sundhedsplaner er planer over hver af de fem regioners samlede tilbud, visioner og planer på sundhedsområdet. Sundhedsplanerne kan være en samlet plan for hele sundhedsområdet, og kan også være opdelt på mindre områder, eksempelvis sygehusplaner, planer for organisering af fødselstilbud, psykiatriplaner, og praksisplaner, der er en plan for tilbud i forhold til praksisområdet.
Sundhedsplanerne udarbejdes af regionerne og dækker typisk en valgperiode. Undervejs i en valgperiode kan der komme revisioner eller ændringer af planerne.
Der udarbejdes sundhedsplaner på en række områder, herunder eksempelvis følgende områder:
- Fødeområdet
- Akutområdet
- Sygehusplaner
- Beredskabsplaner
- Praksisplaner for almen praksis
- Øvrige praksisplaner (fysioterapi, kiropraktor, psykolog, speciallæge)
Lovgrundlaget for sundhedsplanerne og Sundhedsstyrelsens rådgivningsforpligtigelse findes i Sundhedsloven § 206.