Rådgivning om udarbejdelse af sundhedsplaner
Regionerne skal indhente rådgivning fra Sundhedsstyrelsen, når der udarbejdes nye sundhedsplaner, delplaner eller laves væsentlige ændringer i en vedtaget plan.
Alle regioner skal i henhold til Sundhedsloven indhente rådgivning fra Sundhedsstyrelsen ved udarbejdelse af sundhedsplaner, herunder akut- og sygehusplaner, psykiatriplaner, planer for fødeområdet mv. Det skal blandt andet hjælpe til, at der er rimeligt ensartede sundhedstilbud på tværs af landet og sikre, at anbefalinger og retningslinjer er fulgt.Laver regionerne ændringer i deres sundhedsplaner, har de også pligt til at orientere Sundhedsstyrelsen og bede om rådgivning. Regionerne sender udkast til sundhedsplanerne i offentlig høring, hvorefter de godkendes af regionsrådene.
Sundhedsstyrelsen tager i sin faglige rådgivning til regionerne udgangspunkt i sundhedsloven og de politiske målsætninger bag denne. Rådgivningen trækker også på Specialeplanen og Sundhedsstyrelsens anbefalinger i forhold til organisering af de enkelte sundhedsområder.
Desuden tager Sundhedsstyrelsen hensyn til den enkelte regions organisatoriske og politiske målsætninger samt særlige forhold, herunder muligheden for at implementere store forandringer over en kortere eller længere periode.
Faktorer som geografi, eksisterende fysiske rammer, personaleforhold og økonomi har betydning for med hvilken hast, forandringer kan gennemføres i de enkelte regioner.