Gode råd til psykisk sårbare
Sundhedsstyrelsen har udarbejdet informationsmateriale om psykisk sårbare og COVID-19. Materialet er rettet mod de psykisk sårbare men også til pårørende og fagpersoner.
De mange tiltag, der er iværksat for at mindske smitte af coronavirus, har stor indflydelse på alle danskeres hverdag. Den nye hverdag med øget isolation, mindre kontakt til andre og masser af information om sygdom, kan være særligt svært for dem, som er psykisk sårbare og i forvejen kæmper med eksempelvis ængstelighed, stress, traumer, tristhed eller bekymringer.
”Vi kan alle hjælpe til at hindre smitte af coronavirus og tilpasse os myndighedernes retningslinjer og anbefalinger. Men det er også vigtigt, at vi har særligt fokus på de eftervirkninger og konsekvenser, som de mange tiltag kan have for de personer, som eksempelvis er sat i selv-isolation,” siger Niels Sandø, enhedschef i Sundhedsstyrelsen.
Sundhedsstyrelsen udgiver i dag gode råd til, hvad man som psykisk sårbar, pårørende eller fagperson kan gøre for selv at afhjælpe nogle af de bekymringer og den frustration, som COVID-19 epidemien kan give.
Lyt til dine bekymringer og del dem med pårørende og fagpersoner
Som psykisk sårbar er det vigtigt, at man giver sig selv en pause fra nogle af alle de bekymringer og svære tanker, som den nye situation kan medføre. Hvis man kan skabe nogle faste holdepunkter og rytmer i hverdagen, kan det hjælpe personer, som er vant til at møde op til dagtilbud og aktiviteter i faste rammer.
Samtidig er det også vigtigt, at man opsøger hjælp, hvis man har behov for det.
”På nogle områder er der tilbagemeldinger om, at der er et fald i kontakter til sundhedsvæsnet. Det er vigtigt, at man reagerer på symptomer, der bekymrer en, og at man møder op til eventuelle kontrolbesøg, som ikke er blevet udskudt. Man skal endelig altid ringe – også hvis man bare er i tvivl,” understreger Niels Sandø.
Du kan læse mere om Sundhedsstyrelsen råd til psykisk sårbare, pårørende og fagpersoner i informationsmateriale om psykisk sårbare og coronavirus.
Pjece: Psykisk sårbare og ny coronavirus (link er fjernet da pjecen er forældet).