xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Succesen fortsætter – nye webinarer om det gode samarbejde mellem pårørende og medarbejdere i ældreplejen til efteråret 2022

Sundhedsstyrelsens webinarer om samarbejdet med pårørende til svækkede ældre har været meget populære med mange deltagere. Derfor har vi planlagt en ny række til efteråret. Webinarerne tager afsæt i nyeste viden og gode eksempler fra praksis og er med til at styrke det gode samarbejde mellem medarbejdere og pårørende i ældreplejen.

15 AUG 2022

Webinarerne består af korte online-oplæg, der giver dig faglige metoder og redskaber til at møde pårørende, der hvor de er. Nogle gør dig klogere på forskellige sider af samarbejdet mellem pårørende og plejepersonale. Og andre fokuserer på kommunens rolle og muligheder i at skabe et godt samarbejde med pårørende på ældreområdet.

”Pårørende har ofte stor viden om deres nære, som kan komme alle til gavn. Vi ved, at det giver færre konflikter og en bedre pleje af den enkelte borger, når de pårørende bliver inddraget. Fagligt fokus på relationen og at få skabt tillid mellem personale og pårørende er derfor med til at skabe trivsel, ikke bare for den pårørende, der bliver set og hørt, men også for personalet og i sidste ende for borgeren," fortæller sektionsleder Helle Stentoft Dalum.

Webinarerne er en blanding af faglige oplæg, lokale cases fra ældreplejen, undervisning, interviews og film. Både medarbejdere og pårørende i ældreplejen, forskere og praksiseksperter vil dele deres viden og erfaringer.

"At dømme efter den enormt store tilslutning vi har oplevet til forårets første 5 webinarer er pårørendesamarbejdet et emne, som rigtig mange er optaget af lokalt i ældreplejen, men også blandt pårørende, undervisere og i de kommunale forvaltninger. Derfor er vi glade for at kunne invitere til endnu en sæson med inspiration og ny viden”, lyder det fra Helle Stentoft Dalum.

Målgruppen er medarbejdere i ældreplejen og i den kommunale forvaltning. Pårørende i ældreplejen er også meget velkomne til at deltage. Den specifikke målgruppe for de enkelte webinarer fremgår af det enkelte arrangement. Alle kan ses uafhængigt af hinanden.

Du kan tilmelde dig alle eller bare et enkelt webinar. Deltagelse er gratis. Vi anbefaler, at man tilmelder sig flere fra samme arbejdsplads. Spred derfor gerne budskabet til dine kollegaer og din leder.

 

Webinarerne

Tilmeld dig her:

 

Får I heller ikke talt (godt nok) med de pårørende om den sidste tid? – torsdag den 15. september 2022 kl. 13-14

Få råd til, hvordan I som plejepersonale bedst tager den svære samtale om døden med de pårørende, når vi inviterer en præst og en psykolog til at dele deres erfaringer. Og få konkrete ideer til, hvordan I giver pårørende en god afsked med personale og øvrige beboere, når deres nære er gået bort.

 

Hjemmeplejen banker på - Ny undersøgelse om pårørendesamarbejdet i hjemmeplejen – torsdag den 13. oktober 2022 kl. 13-14

For første gang er der gennemført en stor undersøgelse af, hvordan samarbejdet med pårørende fungerer i hjemmeplejen, og hvilke metoder og redskaber, der har vist sig effektive. Få de vigtigste pointer fra undersøgelsen.

 

Når kommunen prioriterer pårørendesamarbejdet – få de gode eksempler – mandag den 14. november 2022 kl. 13-14

Hvilke resultater kan der skabes, når en kommune virkelig sætter pårørende på dagsordenen? Deltag og få svaret.

 

Kom til snigpremiere på vores nye materialer til pårørendesamarbejde – torsdag den 8. december 2022 kl. 13-14

Kom til snigpremiere på vores nye materialer til pårørendesamarbejde...og få indblik i, hvordan I får gjort dem til en del af den daglige praksis omkring samarbejdet med pårørende hvad enten I er en plejeenhed eller en hel kommune.

 

Tidligere webinarer

Se de tidligere webinarer: Webinarer - det gode samarbejde