Forbruget af GLP-1 receptor agonister til behandling af diabetes skal ned – også hos mange af de personer, som er i behandling i dag

IRF i Sundhedsstyrelsen vurderer, ud fra en ny opgørelse fra Sundhedsdatastyrelsen, at det nuværende forbrug af GLP-1 receptor agonister ikke er rationelt. I 2022 blev knap 32.000 personer sat i behandling med en GLP-1 receptor agonist, der er godkendt til type 2 diabetes. Heraf havde omtrent 25.000 (77 %) fået offentligt tilskud til behandlingen. Af de personer, som fik tilskud, havde mere end 6.000 (25 %) aldrig modtaget nogen former for diabetesmedicin tidligere. Hos mere end halvdelen, godt 14.000 (56 %), var der ikke forsøgt behandling med sulfonylurinstof, DPP-4 hæmmer eller SGLT-2 hæmmer inden behandling med en GLP-1 receptor agonist. Analysen omfatter ikke eventuel brug af insulin forud for behandling med en GLP-1 receptor agonist.

”Vi kan se, at hver fjerde, der startede i behandling med en GLP-1 receptor agonist med tilskud i 2022, hverken har prøvet metformin eller andre former for diabetesmedicin. GLP-1 receptor agonisten bliver altså brugt som det første diabetes-lægemiddel. Derudover kan vi se, at mere end halvdelen aldrig har prøvet anden diabetesmedicin end metformin. Det tyder samlet set på, at for mange får en GLP-1 receptor agonist som deres første diabetes-lægemiddel og at mange ikke har forsøgt billigere og ligeværdige alternativer, inden behandlingen med GLP-1 receptor agonisten sættes i gang,” siger Simon Tarp fra IRF i Sundhedsstyrelsen.

I 2022 var det offentlige tilskud til GLP-1 receptor agonister på omkring 750 millioner, hvilket var en stigning på 29 % sammenlignet med 2021 (medstat.dk). De seneste nationale anbefalinger fra Medicinrådet angiver, at SGLT-2 hæmmere er klinisk ligeværdige med GLP-1 receptor agonister til patienter med erkendt eller meget høj risiko for hjertekarsygdom. Da GLP-1 receptor agonisterne er mere end dobbelt så dyre, er det rationelt at afprøve en SGLT-2 hæmmer først. SGLT-2 hæmmere er klinisk set det bedste valg ved erkendt nyresygdom eller hjerteinsufficiens. Samtidig svær overvægt er heller ikke grund til at foretrække en GLP-1 receptor agonist.

”Forbruget skal derfor markant ned, og langt færre personer skal fremover sættes i behandling med en GLP-1 receptor agonist. Det betyder også, at mange at de personer, som i årenes løb er sat i behandling med en GLP-1 receptor agonist, bør omlægges til billigere alternativer. Som læge skal man have fokus på at få omlagt uhensigtsmæssig diabetesbehandling til mere rationelle alternativer. Det er særligt vigtigt, at der kommer fokus på, at GLP-1 receptor agonister hverken er 1. eller 2. valg til behandling af diabetes, fordi eksempelvis SGLT-2 hæmmerne er mindst lige så effektive for langt de fleste patienter, men koster under det halve,” understreger Simon Tarp.

Omlægning fra GLP-1 receptor agonist til et andet glukosesænkende lægemiddel kan ske direkte, men der skal være den vanlige opfølgning og glukosemonitorering ved skift mellem glukosesænkende lægemidler.  

Brug af andre antidiabetiske lægemidler hos nye brugere af GLP-1-analoger (2022)