xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Sundhedsstyrelsen udgiver vejledning om forebyggelse og håndtering af mæslinger

Vejledningen skal medvirke til en ensrettet tilgang til diagnostik, smitteforebyggende foranstaltninger, opsporing af nære kontakter og forebyggende behandling ved tilfælde af mæslinger.

17 NOV 2025

I Danmark er mæslinger en sjælden sygdom, da langt de fleste er immune på grund af fx forebyggende vaccination. Dog er det en meget smitsom sygdom, og flere steder i verden ses fortsat mange tilfælde.

Danskere, der ikke er immune, kan derfor blive smittet ved udlandsrejser og tage sygdommen med hjem. Ved smittetilfælde kræves særlige indsatser for at undgå videre smittespredning til ikke-immune.

Sundhedsstyrelsen udgiver derfor vejledningen til læger og sundhedspersonale, der er involveret i håndteringen af mæslinger.

Vejledningen skal hjælpe til, at der er en klar arbejds- og ansvarsfordeling mellem de forskellige sektorer og faggrupper, der håndterer diagnostik, kontaktopsporing og forebyggende behandling.

Forebyggelse af mæslinger sker bedst gennem vaccination. I Danmark bliver børn tilbudt vaccination mod mæslinger, når børnene er 15 måneder gammelt og 4 år, som en del af vaccinationsprogrammet. Tilslutningen er generelt høj på omkring 93 procent for anden dosis.

Danmark opfylder derved næsten det anbefalede mål fra WHO på 95 procent.

Børn og voksne, der ikke er blevet vaccineret mod mæslinger eller har haft sygdommen, kan gratis blive vaccineret ved at kontakte egen læge.

Vejledning for forebyggelse og håndtering af mæslinger