Mere fremskudt regional funktion i børne- og ungdomspsykiatrien
Hermed inviteres regioner og kommuner til i samarbejde at ansøge om midler til at bygge videre på gode erfaringer med en fremskudt regional funktion i børne- og ungdomspsykiatrien.
Med aftale om udmøntning af reserven til foranstaltninger på social- sundheds og arbejdsmarkedsområdet 2022-2025 kan der i alt søges 22,2 mio. kr. i 2022-2025, til at videreføre gode erfaringer med en fremskudt regional funktion i børne- og ungdomspsykiatrien. Projekterne skal ses som en videreførelse af satspuljen på sundhedsområdet 2018-2021.
Projekterne skal igangsættes september 2022 og afsluttes inden udgangen af 2025. Frist for ansøgning om midler er den 4. maj 2022 kl. 12.00.
Formål
Puljen kan ansøges til projekter med det formål at bygge videre på gode erfaringer med en fremskudt regional funktion i børne- og ungdomspsykiatrien for at sikre tidlige tværsektorielle indsatser til de børn og unge med lettere psykiske lidelser, som ikke har behov for en indsats i børne- og ungdomspsykiatrien.
Baggrund
Flere og flere børn og unge kæmper med psykisk sårbarhed, mentale sundhedsproblemer og psykiske lidelser. Der er derfor behov for at sætte ind med en tidlig indsats til disse børn og unge med henblik på at kunne udrede og behandle dem på den mindst indgribende måde, tæt på deres nærmiljø og uden for psykiatrien. Den tidlige og nære indsats skal sikre, at børn og unge samt deres familier bevarer tilknytningen til hverdagslivet med skole, uddannelse og arbejde. Sundhedsstyrelsens og Socialstyrelsens anbefaler i deres faglige oplæg til en bedre mental sundhed og en styrket indsats til mennesker med psykiske lidelser, at øge kvaliteten til børn og unge med svære psykiske lidelser gennem tværfaglige, udgående funktioner, så flere børn og unge med svære psykiske lidelser får et godt og sammenhængende behandlingstilbud af ensartet kvalitet på tværs af landet.
Der blev med satspuljeaftalen på sundhedsområdet 2018-2021 afsat i alt 213,6 mio. kr. i 2018-2021 til en pulje til afprøvning af en fremskudt regional funktion i børne- og ungdomspsykiatrien, som kunne sikre udredning og behandling til børn og unge med lettere psykiske lidelser tæt på deres hverdag og uden for børne- og ungepsykiatrien. De afsatte midler er blevet udmøntet til projekter i alle regioner. En ekstern evaluering af projekterne forventes at foreligge april 2022. Det fremgår af satspuljeaftalen, at evalueringen af projektet tilrettelægges således, at regioner og kommuner kan enten videreføre eller bruger gode erfaringer fra projekterne fra 2022.
Sundhedsstyrelsen ønsker med nærværende pulje at anvende erfaringer fra de eksisterende projekter til fortsat at styrke samspillet mellem den regionale psykiatri og de kommunale indsatser til tværfaglige, udgående funktioner. Samarbejdet mellem regioner og kommuner bidrager til en mere helhedsorienteret indsats, og modellerne for den fremskudte funktion skal derfor fortsat organiseres, så de understøtter samarbejdet mellem den regionale børne- og ungdomspsykiatri og kommunerne om integrerede indsatser til målgruppen, så viden og kompetencer i både kommuner og den regionale børne- og ungdomspsykiatri bliver anvendt og omsat til at opruste kompetencerne hos fagpersonerne i barnets hverdagsliv og nærmiljø, og sikre en tidlig opsporing og et lettilgængeligt tilbud til børn og unge.
Krav til puljeansøgningerne
- I ansøgningen skal det fremgå, hvordan erfaringer fra tidligere fremskudte funktioner anvendes
- Hvilke tidlige indsatser, der varetages af den fremskudte funktion
- Hvordan samarbejdet mellem region og kommune om en fremskudt funktion er organiseret, herunder konkrete faggrupper og indsatser, som indgår i projektet
- Hvordan det sikres, at målgruppen udredes og behandles så tæt på deres nærmiljø som muligt og uden for psykiatrien
- Proces- og tidsplan for indsatsen af hele eller dele af den fremskudte funktion
- Hvordan ansøgerne vil monitorere den tidlige indsats, herunder mål og kriterier for den fremskudte funktion samt hvordan materialet behandles og analyseres. Det er et krav, at der monitoreres på antal personer, der bliver henvist, herunder hvor personen henvises fra og hvor gammel personen er. Endvidere er det et krav at der monitoreres på hvor mange henvisninger der bliver afvist regionalt, fordelt på en afvisning fra regionen eller grundet andre årsager
- Hvordan den fremskudte funktion forankres i kommuner og regioner efter projektperiodens afslutning
- Hvilken målgruppe projektet omfatter
- Målbare succeskriterier for projektet
- Hvordan ansøgerne vil monitorere på aktiviteterne i projektet, herunder hvordan der følges op på de opstillede succeskriterier
Hvem kan søge om midler fra puljen?
Puljen kan søges af regioner i samarbejde med kommuner, der ønsker at anvende erfaringer og hele eller delvise elementer i indsatsen i en fremskudt regional funktion i børne- og ungdomspsykiatrien.
Hvad kan der søges støtte til?
Alle udgifter, der søges om støtte til, skal være relateret til projektet og således ligge ud over de eksisterende udgifter til eksempelvis drift. Midlerne kan blandt andet gå til, at kommuner og regioner kan frikøbe relevant personale med fx projektlederkompetencer til at understøtte den fremskudte funktion. Der kan ansøges om midler til:
- Lønudgifter til projektledere og medarbejdere i projektet
- Udgifter til relevante fagpersoner
- Udvikling af materialer til projektet i begrænset omfang
- Udgifter til kompetenceudvikling (kortere kurser) i projektet
- Transport inkl. ophold efter statens regler
- Revisionsudgifter.
Der kan ikke ansøges om midler til følgende:
- Forskningsprojekter eller evaluering
- Aktiviteter og lønmidler, der har karakter af almindelig drift, fx husleje og telefon
- Udgifter, der afholdes uden for projektperioden.
Betingelser for at modtage støtte
Et projekt skal opfylde følgende overordnede betingelser for at komme i betragtning til støtte:
- At målgruppen for projektet er tydeligt anført
- Der er udpeget og anført en projektleder
- En skriftlig samarbejdsaftale vedrørende det tværgående samarbejde mellem regionen og regionens kommuner med inddragelse af andre relevante aktører, skal vedlægges ansøgningen
- Der er udpeget og anført en juridisk ansvarlig leder af projektet fra de involverede organisationer
- Der er udpeget en projektleder i regionen og en tværkommunal projektleder samt en tovholder i hver kommune
- Projektets organisering skal tydeligt fremgå, herunder den ledelsesmæssige forankring
- Projektet understøtter puljens formål
- Der er opsat mål for projektet
- Projektets aktiviteter er beskrevet, og der er en tidsplan, hvor det fremgår hvilke processer og leverancer, der skal være opnået på hvilke tidspunkter
- Projektet indeholder en afrapportering, som beskrives i ansøgningen
- Ansøger medsender et detaljeret budget
Bevillingsmodtager forpligter sig til at afrapportere til Sundhedsstyrelsen ved årlige statusrapporter, der skal indeholde en status på projektets udgifter, og evt. deltage i tværgående møder evt. med Sundhedsstyrelsen, herunder evt. præsentation af resultater. I ansøgningen skal der angives en kontaktperson, som Sundhedsstyrelsen kan kontakte ved evt. spørgsmål i forbindelse med vurdering af ansøgningen.
Kriterier for udvælgelse af ansøgninger
Såfremt Sundhedsstyrelsen modtager ansøgninger om tilskud for et beløb, der overstiger puljens størrelse, vil det være nødvendigt at foretage en prioritering mellem ansøgerne. Desuden kan det være nødvendigt at justere det ansøgte beløb i nogle af projekterne.
I vurderingen af tildeling af midler tages udgangspunkt i den eksterne evaluering af de igangværende projekter. Der lægges vægt på at anvende egne eller andres erfaringer fra tidligere eksisterende indsatser enten til videreførelse eller udvidelse af en lettere behandling målrettet barnet eller den unge og familien tæt på deres hverdag. Derudover lægges der vægt på, at indsatserne er konkrete og velbeskrevne, og at der sker en opkvalificering af fagpersoner ligesom der bør være en plan for, hvordan projektet kan integreres i driften og videreføres efter afslutning af puljen.
Det kan være nødvendigt at justere det ansøgte beløb i nogle af projekterne. Som udgangspunkt forventer Sundhedsstyrelsen en fordeling af midlerne til omkring fem projekter.
Økonomi
Det samlede beløb, som udmøntes i ansøgningspuljen for perioden 2022-2025 er 23,0 mio. kr. Der er ikke krav om egenfinansiering, men det må gerne indgå.
Det er et krav, at der søges om midler til en fireårig indsats (fra 2022-2025). Ansøgere skal være opmærksomme på, at Sundhedsstyrelsen kun giver bindende tilsagn for ét år af gangen. Tilsagnet forudsættes af, at hhv. målopfyldelse, proces, effekt samt udgifter bliver opgjort og beskrevet i den årlige statusrapport. Der vil kunne godkendes overførsel af ikke forbrugte midler fra første projektår i 2022 til anvendelse i de efterfølgende projektår igennem projektperioden. En evt. overførsel af midler kan ske på baggrund af en skriftlig anmodning, hvor mindreforbruget begrundes
Ansøgningsprocedure
Ansøgningen skal være Sundhedsstyrelsen i hænde senest den 4. maj 2022 kl. 12.00.
Ansøgningens ”projektbeskrivelsesskema” (skema 2) må max. have et omfang på 5 sider. Sundhedsstyrelsens ansøgningsskema (skema 1 – 4) SKAL anvendes og udfyldes. Kun ansøgninger, der er skrevet i ansøgningsskemaet, og ikke overskrider det angivne omfang, vil komme i betragtning.
Ansøgningen sendes underskrevet, elektronisk til sstsyp@sst.dk. I emnefeltet skrives ”Pulje 2022-2025: Mere fremskudt regional funktion - journalnr. 05-0801-693”
Ansøgningen skal være underskrevet af en ledelsesrepræsentant.
Yderligere oplysninger
Sundhedsstyrelsen kan kontaktes i ansøgningsperioden vedr. spørgsmål til puljen.
Tidsfrister
Mio. kr. | 2022 | 2023 | 2024 | 2025 | Ialt (2022-2025) |
Ansøgningspulje | 4,8 | 5,8 | 5,8 | 5,8 | 22,2 |
Puljeadministration (SST) | 0,2 | 0,2 | 0,2 | 0,2 | 0,8 |
Aktivitet | Estimeret tidsramme |
Puljeopslag offentliggøres | Ultimo marts 2022 |
Ansøgningsfrist | 4. maj 2022 |
Forventet afgørelse og underretning til ansøgere | Medio juni 2022 |
Projektstart | September 2022 |
Afslutning af satspuljeperioden | Ultimo 2022 |
Materiale
Vejledning til ansøgningsskema
Yderligere oplysninger
Sundhedsstyrelsen kan kontaktes i ansøgningsperioden vedr. spørgsmål til puljen.
Eventuelle generelle faglige spørgsmål kan rettes til:
Fuldmægtig, Ida Thorborg Monrad
T: 93 51 85 35
M: idtm@sst.dk
Spørgsmål vedr. økonomi og administration:
Specialkonsulent, Per Hemmingsen
T: 72 26 95 51
M: pehe@sst.dk
Se desuden
Mere fremskudt regional funktion i børne- og ungdomspsykiatrien - genopslag