xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Behandling i udlandet

Sundhedsstyrelsen og regionerne kan godkende henvisning til behandling i udlandet i henhold til gældende regler på området.

Der kan henvises til behandling i udlandet, hvis det drejer sig om højt specialiseret eller forskningsmæssig behandling, som ikke kan tilbydes i Danmark.

Der er en række forudsætninger for, at henvisning til behandling i udlandet kan godkendes af Sundhedsstyrelsen.

Højt specialiseret behandling i udlandet

Sundhedsstyrelsen kan godkende, at patienter henvises til højtspecialiseret behandling i udlandet:

  • Når patienten er blevet undersøgt eller behandlet på en sygehusafdeling i Danmark, der har den højeste specialkundskab om den konkrete sygdom
  • Når patienten er blevet henvist til nødvendig behandling på en konkret udenlandsk specialafdeling, og den behandling, der gives dér, ikke kan fås på et dansk sygehus
  • Hvis der ikke er tale om forskningsmæssig, eksperimentel, eller alternativ behandling

Jævnfør Bekendtgørelse om ret til sygehusbehandling m.v. kapitel 5 ret til behandling i udlandet m.v. § 26 og § 28 skal et regionsråd tilbyde en patient henvisning til behandling i udlandet, hvis patienten forinden har været undersøgt eller behandlet på en sygehusafdeling her i landet, der inden for det pågældende sygdomsområde besidder den højeste indenlandske specialkundskab, og patienten af denne afdeling er indstillet til en nødvendig behandling på en nærmere angivet specialafdeling m.v. i udlandet, når denne behandling ikke kan ydes på et dansk sygehus.

En sådan henvisning skal forinden forelægges for Sundhedsstyrelsen for godkendelse. Der kan ikke henvises til forskningsmæssig, eksperimentel eller alternativ behandling efter ovenstående bestemmelser.

Ved henvisning til højt specialiseret behandling i udlandet kræves således, at patienten har været undersøgt eller behandlet på en sygehusafdeling i Danmark der har højeste indenlandske specialkundskab. Højeste indenlandske specialkundskab kan findes i specialeplanerne Gældende specialeplan - Sundhedsstyrelsen.

Behandling i andre EU/EØS-lande

Der gælder flere EU-regelsæt, som giver mulighed for behandling i andre EU/EØS-lande. Herunder kan og skal din bopælsregion i nogle tilfælde tilbyde dig vederlagsfri sygehusbehandling i udlandet efter reglerne i sundhedsloven.

 

For at opnå refusion af udgifter i forbindelse med visse sygehusydelser kræves der forhåndsgodkendelse. Akutte behandlinger er ikke omfattet af kravet om forhåndsgodkendelse. Du skal ansøge om forhåndsgodkendelse og refusion i Regionsrådet i den region, hvor du er bosiddende. Regionen skal give dig svar på din ansøgning om forhåndsgodkendelse senest 14 dage efter, at regionen har modtaget den.

 

Liste over sygehusydelser hvortil refusion af udgift er betinget af en forhåndsgodkendelse (Listen er under revision)

 

Uanset om der er krav om forhåndsgodkendelse, inden din behandling påbegyndes, rådes du altid til at kontakte din bopælsregion, inden du starter på behandling i andre EU/EØS-lande. På den måde kan du bl.a. få klarhed over, om der kan ydes refusion for den ydelse, som du ønsker, og hvor meget der kan ydes i refusion. 

 

Kontakt Styrelsen for Patientsikkerhed for yderligere information om dine rettigheder og øvrige spørgsmål

Opdateret 09 MAJ 2023