xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold
English

Inspektorårsmøde d. 3. Maj 2023

Resume

Velkomst
Enhedschef Claus Malta Nielsen og Afdelingslæge Hanne Bramaholm Hager fra Uddannelsesenheden bød velkommen til inspektorårsmødet og takkede både nye og gamle inspektorer for deres deltagelse, og for den forskel de gør for den lægelige videreuddannelse.

Status fra Sundhedsstyrelsen
Hanne Bramaholm Hager præsenterede inspektorsekretariatet, som i 2022 er blevet styrket i form af sekretær Pia Lykke Wise, som fremover håndterer alle de kirurgiske specialer. Benni Bees håndterer fortsat alle de andre specialer derudover.

Inspektorordningen er kommet godt i gang igen efter Corona pandemien, hvor den lå mere eller mindre stille. I 2022 blev der gået 83 besøg og i 2023 er målet 120 besøg. Vi har 316 inspektorer og 69 juniorinspektorer. Til efteråret afholdes to inspektorkurser, som begge er fuldt bookede med 48 nye inspektorer.

Hanne informerede derudover om, at man som inspektor skal forvente at gå besøg i andre specialer end sit eget. Vi har fået gode tilbagemeldinger både fra afdelinger og inspektorer på denne konstellation.

I inspektorsekretariatet arbejder vi på at lave et nyhedsbrev, startende fra efteråret, for at få erfaringerne fra inspektorbesøgene bredt ud, så andre kan få glæde af de gode tiltag.
Derudover går vi i gang med at se på udformningen af selve inspektorrapporten – bl.a. med inspiration fra gode kommentarer og ideer fra årsmødet og workshops.

Overrækkelse af uddannelsespriser
Sundhedsstyrelsens uddannelsespriser blev overrakt af enhedschef Claus Malta Nielsen.

Prisen for Bedste Uddannelsesafdeling gik i år til Bedøvelse og Intensiv, Esbjerg Sygehus, som blev fremhævet for at have formået at vende rekrutteringsvanskeligheder til en søgt afdeling ved hjælp af fokus på god uddannelse med et gennemgribende godt uddannelsesmiljø og en fokuseret uddannelseskultur.
Afdelingen holdt et kort oplæg om deres tilgang til uddannelse, og fortalte bl.a., at de afholder deres eget ”inspektorbesøg” hvert halve år, for hele tiden at holde fokus på uddannelse.
Inspektor fra besøget, Rikke Malene Jepsen kom med en kort præsentation om besøget og oplevelsen.

Tillykke med prisen.

Se afdelingens præsentation

Prisen for Årets Højdespringer gik i år til Akutafdelingen, Nordsjællands Hospital – Hillerød. For 3. gang siden 2018 er det en Akutafdeling, som vinder denne pris, hvilket viser en rivende udvikling i et ungt speciale. Afdelingen blev fremhævet for at have formået at løfte sig fra utilstrækkelig uddannelse i 2020 til særdeles god uddannelse ved det opfølgende besøg i 2022. Uddannelsesteamet i afdelingen er innovativt og har mange kreative ideer til uddannelsesmiljøet og en glimrende evne til at skabe holdånd.
Afdelingen holdt et kort oplæg med præsentation af deres nye tiltag og fortalte bl.a. om vigtigheden af at have rollemodeller i afdelingen og at vejlederen er i tæt kontakt med uddannelseslægerne og konstant har fingeren på pulsen.
Inspektor fra det tidligere besøg, Charlotte Green kom med en kort præsentation af besøget dengang.

Tillykke med prisen.

Se afdelingens præsentation

Igen i år blev der uddelt priser til Årets Inspektor og Årets Juniorinspektor, for at fremhæve inspektorkorpsets uvurderlige indsats med at udvikle og højne niveauet af den lægelige videreuddannelse.
Prisen for Årets Inspektor gik til Marie-Laure Bouchy Jacobsson, ledende overlæge på Akutafdelingen SUH Køge og Årets Juniorinspektor blev Michael Houlind Larsen, som er Hoveduddannelseslæge i Ortopædkirurgi på Kolding Sygehus. Begge vindere blev fremhævet for deres ihærdige indsats og mange gennemførte besøg.

Tillykke til jer begge.

Oplæg
”Hvad er de gode indsatsområder – evidens, erfaringer og velmenende råd” v. Kristine Sarauw Lundsgaard

Kristine Sarauw Lundsgaard er netop ansat som sekretariatschef i VUR Øst og er selv inspektor.
Kristine fortalte om de gode indsatsområder og trends i postgraduat lægeuddannelse bl.a. med fokus på interprofessionel uddannelse og uddannelsesfatigue hos uddannelsesgivere.

Se Kristine’s oplæg

Workshops
Der blev efter frokost afholdt fire workshops, som kørte i to runder. Hver inspektor havde dermed mulighed for at deltage i to forskellige workshops.
De fire workshops gav anledning til refleksioner og inspiration specialerne imellem og omhandlede:

Den Gode Rapport – konkrete eksempler og input til, hvordan man skriver ”den gode inspektorrapport”.
Facilitering af inspektorbesøget – brugbare input til facilitering og fokus på den praktiske tilgang. 
Temascoringen – drøftelse af, hvordan temascoringen anvendes, og hvad der er svært. Enighed om behov for opdatering af definitioner af temaer i håndbogen.
Data fra Inspektorbesøg – drøftelse af data på inspektorområdet, og hvad det kan bruges til, hvor SST fik gode input med tilbage.

Afrunding på dagen
Dagen blev sluttet af ved Afdelingslæge Hanne Bramaholm Hager. Hun takkede endnu en gang for den store deltagelse og engagement ved årsmødet og i selve inspektorordningen. Tak for de mange kommentarer og ideer igennem dagen. Især blev det fremhævet, at der er behov for en opdatering af Håndbogen for inspektorer. Dette går Inspektorsekretariatet i gang med til efteråret 2023.

Sundhedsstyrelsen tager meget gerne imod forslag og ideer til næste årsmøde for inspektorordningen, som kan fremsendes på e.mail: SSTuddannelse@sst.dk

 
Vi ses til næste inspektorårsmøde d. 17. april 2024

Opdateret 24 MAJ 2023