Aktivitetsmedarbejdere observerer og tilpasser rammerne om måltidet sammen med plejepersonalet
Randers Kommune har gjort det gode måltid til en integreret del af hverdagen på plejecentrene. Ved at ansætte to aktivitetsmedarbejdere, der skal observere rammerne omkring måltidet sammen med plejepersonalet, håber kommunen på både at kunne mindske underernæring hos borgerne og højne borgernes måltidsoplevelser.
Mad og måltider hænger tæt sammen med livskvalitet og kan bidrage til forebyggelse af underernæring. Randers Kommune ønskede at gøre det gode måltid til en integreret del af den rehabiliterende tilgang og understøtte et aktivt og værdigt ældreliv. Derfor har kommunen ansat to aktivitetsmedarbejdere. Deres opgave er at sætte fokus på og forbedre rammerne omkring måltiderne på kommunens plejecentre. Aktivitetsmedarbejderne kan komme med forslag til konkrete tiltag, som fx at servere maden på fade i stedet for at portionsanrette maden. Formålet er her at understøtte borgernes selvbestemmelse.
Aktivitetsmedarbejderne har en ernæringsfaglig baggrund. De deltager løbende i og observerer måltidssituationer, så de kan identificere mønstre, vaner og mad- og måltidskulturer på plejecentrene. Aktivitetsmedarbejderne er knyttet til hver deres område, hvor de dækker 5-8 plejecentre. Aktivitetsmedarbejderne er gerne på det samme plejecenter tre dage i træk for at få et godt kendskab til plejepersonalet, beboere, vaner og kulturer.
På baggrund af observationerne starter aktivitetsmedarbejderne nye tiltag i samarbejde med plejepersonalet og lederne på plejecentrene.
Her er seks vigtige erfaringer fra Randers Kommune
1. Tydelige aftaler og kommunikation
Ugen inden aktivitetsmedarbejderen kommer ud på et plejecenter, orienterer medarbejderen den pågældende leder pr. e-mail, så plejepersonalet ved, at aktivitetsmedarbejderen kommer. I den forbindelse beskriver aktivitetsmedarbejderen besøgets fokus og formål. Tydelighed og åbenhed er centralt for at skabe et godt samarbejde og opnå gode resultater.
2. Deltagelse i daglig praksis opbygger relationer og tillid
Aktivitetsmedarbejderen møder ind en til to timer før selve måltidet, hvor vedkommende deltager i forberedelserne frem mod måltidet og i formiddagsmødet, hvor personalet samles till en kort snak. Aktivitetsmedarbejderen får på den måde et indblik i praksis og opbygger relationer til plejepersonalet. Det er et vigtigt element for at opbygge tillid og legitimitet ift. arbejdet.
3. Fokuseret observation
Aktivitetsmedarbejderen deltager og observerer måltiderne. Observationerne tager afsæt i fem overordnede temaer; maden, rummet, information, organisering af måltidet og kommunikation, som aktivitetsmedarbejderne i fællesskab har udviklet og defineret i et observationsskema.
Kommunen og aktivitetsmedarbejderen har fokus på, hvordan de bedst kan støtte borgerne i at varetage basale hverdagsaktiviteter, styrke selvbestemmelse og valgfrihed. Observationerne udvikler sig i takt med indblik og erfaringer. Aktivitetsmedarbejderen skriver observationerne ned på en lille blok. Det gøres ikke foran borgerne eller plejepersonalet, idet man ønsker at mindske opmærksomheden på, at der observeres.
Observationsskemaet er vejledende og kan findes her.
4. Opsamling på observationer
Efter at have deltaget i måltiderne samler aktivitetsmedarbejderen op på iagttagelserne. Hvis aktivitetsmedarbejderen identificerer noget, der skaber undren, bliver det typisk drøftet i dialog med plejepersonalet og lederen på det pågældende plejecenter. Herefter beslutter de i fællesskab, hvordan de kan forbedre rammerne omkring måltidet.
5. Nysgerrig, undersøgende og ydmyg tilgang til opfølgning
Aktivitetsmedarbejderen er nysgerrig og undersøgende i sin tilgang til arbejdet på plejecentrene for at anerkende plejepersonalets faglighed. Den undersøgende tilgang skaber refleksion hos plejepersonalet og gør, at plejepersonalet føler sig inddraget og hørt.
6. Eventuel iværksættelse af tiltag
De fleste udfordringer kan justeres gennem små ændringer og øget opmærksomhed på måltidet. Det kan fx være:
- At maden serveres på fade frem for portionsanrettes, så borgerne selv kan vælge.
- At medarbejderne sidder sammen med borgerne og spiser maden.
- At drikkevarer serveres i kander, som borgerne selv kan løfte.
Andre gange kræver de identificerede udfordringer, at der iværksættes tiltag såsom:
- At der udarbejdes mærkedagskort, som er kort, der kan inspirere plejepersonalet til at stille spørgsmål og starte en dialog med udgangspunkt i mærkedage og lignende og på den måde understøtte måltidet og dialogen.
- At der udvikles en persilleolie, så plejepersonalet lettere kan pynte maden.