Bedre måltider til ældre
Rammer om måltidet | Madens kvalitet
Kokke holder madklub med restaurantoplevelser på plejehjem i Frederiksberg
På et plejehjem i Frederiksberg Kommune bliver det almindelige måltid en gang om måneden skiftet ud med flere serveringer ved et fint opdækket bord. Det er plejehjemmets køkkenchef, der er uddannet kok, og to andre ansatte kokke, der har fundet på ideen om en madklub, der giver beboerne oplevelsen af at være på restaurant.
Opdateret 01 DEC 2021
På Plejehjem Søndervang afholder kokkene madklub en gang om måneden for beboerne. Målet er at give beboerne en måltidsoplevelse ud over det sædvanlige. Til madklubben serveres der mellem fire og seks retter, og menuen er sammensat efter et tema. Ofte er temaet et land, og beboerne har fx fået serveret italienske, japanske og australske retter. Kokkene sammensætter menuen, tilbereder retterne og dækker fint op i et selskabslokale på plejehjemmet, så beboerne får følelsen af at være på restaurant. Der deltager i gennemsnit 35 beboere ved hver madklub fra Søndervangs i alt 104 plejehjems- og plejeboliger. Plejepersonalet deltager ikke.
Her er en beskrivelse af, hvordan de gør på Plejehjem Søndervang
Køkkenchefen og kokkene finder en dato
I første omgang skal det besluttes, hvilken dag der skal afholdes madklub. Det er kokkene, der træffer denne beslutning. Efterfølgende giver de besked til beboerne ved at indskrive madklubben i plejehjemmets månedlige madplan, hvor beboerne kan se månedens menu og dato for madklubben.
Beboerne melder sig til madklubben
Beboerne melder sig til madklubben i køkkenet. Kokkene har fastsat en tilmeldingsfrist, men hvis en beboer glemmer at tilmelde sig, finder man ud af det alligevel. Tilgangen er, at der altid er plads til en ekstra gæst i madklubben.
Kokkene planlægger madklubbens tema og bestiller råvarer
Kokkene finder forslag til tema og tilhørende retter, som revurderes løbende. Herefter bestiller køkkenchefen råvarer til madklubben.
Madklubben afholdes
På dagen, hvor madklubben afholdes, er der følgende skridt:
- Først på dagen tilbereder kokkene mad til de af plejehjemmets beboere, som ikke deltager i madklubben.
- Resten af dagen forbereder kokkene retterne til madklubben.
- Kokkene dækker op med hvid dug, servietter og blomster på bordene.
- Når beboerne ankommer, byder kokkene dem velkommen i madklubben.
- Kokkene præsenterer og serverer retterne for beboerne. Undervejs snakker kokkene med beboerne om maden og smagene.
- Når madklubben er slut, rydder kokkene op i selskabslokalet.