En person, der er blevet undersøgt på Rigshospitalet, er det andet bekræftede tilfælde af COVID-19 i Danmark
Rigshospitalet har analyseret en halspodning fra patienten og kan i dag bekræfte, at prøven var positiv for ny coronavirus, kaldet SARS-CoV-2.
Personen kom hjem fra skiferie i Norditalien den 15. februar og blev syg med hoste, feber m.v. 3 dage efter sin hjemkomst. Vedkommende henvendte sig til egen læge i går, den 27. februar, og blev henvist til undersøgelse på Rigshospitalet.
”Vores strategi er fortsat, at vi hurtigt inddæmmer smittespredningen ved at diagnosticere COVID-19 og behandle patienten under isolation, samtidig med at vi opsporer og håndterer de personer, der har haft tæt kontakt med de smittede”, siger direktør Søren Brostrøm.
Sygehuset vil være i daglig kontakt med personen, og Styrelsen for Patientsikkerhed har sat vedkommende i hjemmeisolation med daglig tæt kontrol. Styrelsen for Patientsikkerhed er samtidigt gået i gang med at opspore personer, der kan have været i tæt kontakt med patienten.