Gode råd til planlægning af demonstrationer
Når mange mennesker samles fx til en demonstration, er der øget risiko for, at de kan smitte hinanden med ny coronavirus. Sundhedsstyrelsen udgiver i dag gode råd til, hvad man som arrangør af en demonstration kan gøre for at forebygge smittespredning.
Sundhedsstyrelsens gode råd er tips og sundhedsfaglige anbefalinger og skal ikke ses som krav, regler eller bindende retningslinjer, der kan begrænse de grundlovsbestemte rettigheder.
”Det er en vigtig grundlovsfæstet rettighed at have mulighed for at mødes i større offentlige forsamlinger som fx demonstrationer. Der kan dog være en øget risiko for smittespredning, når mange mennesker samles tæt. Derfor udgiver vi i dag et sæt gode råd til, hvordan man kan planlægge sin demonstration, så den kan forløbe med mindst mulig risiko for smitte,” siger Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen.
Særligt ved store tætte forsamlinger kan der være risiko for såkaldt ’superspredning’, hvor én eller få personer, der er smittet med ny coronavirus, på kort tid kan smitte et meget stort antal andre mennesker. Der er derfor grund til, at arrangører er særligt opmærksomme på, at anbefalingerne for at forebygge smitte kan følges, da store forsamlinger ellers kan blive en væsentlig drivkraft i epidemien.
”Grundlæggende handler det om at gøre det let for deltagerne at følge Sundhedsstyrelsens generelle anbefalinger. Som arrangør kan man fx tænke over hvordan man kan holde sin demonstration, så deltagerne ikke står alt for tæt, fx ved at sidde ned eller ved at sikre, at der er nok plads på ruten, hvis man ønsker at deltagerne skal gå i et optog. Man kan uddele håndsprit eller opfordre deltagere til at medbringe det selv, og desuden opfordre til at alle følger Sundhedsstyrelsens anbefaling om ikke at deltage, hvis de er syge eller har tegn på sygdom. De andre gode råd, vi udgiver i dag, kan samlet være med til at forebygge smittespredning ved demonstrationer,” fortsætter Søren Brostrøm.
Hvis du ønsker at arrangere en offentlige forsamlinger med et politisk eller andet meningsbefordrende øjemed, fx en demonstration kan du kontakte Styrelsen for Patientsikkerhed. Har du spørgsmål til gældende regler, kan du desuden rette henvendelse til det lokale politi.