Information til dig, der er testet positiv for ny coronavirus – og til dig, der skal testes
Sundhedsstyrelsen har i en ny pjece samlet den information, man skal bruge, hvis man bliver testet positiv for ny coronavirus. Samtidig udgives en pjece med information om, hvad man skal gøre, hvis man har symptomer på COVID-19 og skal testes.
For at mindske smitte med ny coronavirus har Sundhedsstyrelsen løbende udarbejdet en række råd og anbefalinger til, hvordan man skal forholde sig, hvis man er syg af COVID-19. Samlet set en masse forskellig information, som det har kunne være svært at navigere i. Nu samles al information til dem, der er blevet testet positiv, i en pjece.
”Det er vigtigt, at det er meget tydeligt, hvad man skal gøre, hvis man er blevet smittet med ny coronavirus. Det vil helt naturligt give anledning til spørgsmål og hos nogen også bekymringer. Vi vil gerne hjælpe med både konkret vejledning og gode råd. Det er vigtigt, at man hurtigt kan finde den information, man har brug for,” siger Helene Probst fra Sundhedsstyrelsen.
Nogle af de bekymringer, som kan opstå, hvis man testes positiv for ny coronavirus, kan fx være, om man har smittet andre, og hvad man i så fald skal gøre. Det kan også være, at man er bekymret for, hvordan det vil være at være isoleret fra andre, og hvordan man kan gøre dette på den bedste måde for sig selv og sin familie. Som forældre kan man også være bekymret for, om ens barn bliver smittet, og hvad man så skal være særlig opmærksom på.
Disse råd og mange flere kan man læse mere om i den nye informationspjece til personer, som er blevet testet positiv for ny coronavirus. Pjecen indeholder også information om alle de forskellige ting, man skal gøre for at mindske smittespredningen. Det er bl.a. vigtigt, at man tager kontakt til dem, som man har været i nær kontakt med, og at man isolerer sig fra andre mennesker, når man testes positiv for ny coronavirus.
Hvis man er bekymret for, om man kan efterleve anbefalingerne til, hvordan man skal forholde sig, hvis man bliver testet positiv, kan man ringe til sin egen læge eller ringe til den myndighedsfælles hotline på tlf. 70 20 02 33.
Det at vente på svar på sin test kan også give anledning til spørgsmål. Sundhedsstyrelsen har derfor også lavet en specifik informationspjece til dem, der skal testes. Her er samlet information om fx, hvornår man skal ringe til sin læge for at blive henvist til test, og om hvordan man skal forholde sig, mens man venter på svar.
Pjecen Til dig, der er testet positiv for ny coronavirus
Pjecen Til dig, der har symptomer på COVID-19 (ændret 22. juli)