Retningslinjen for smitteopsporing af nære kontakter er opdateret
Sundhedsstyrelsen har revideret retningslinjen for smitteopsporing af nære kontakter, så den også omfatter Styrelsen for Patientsikkerheds nye enhed til kontaktopsporing.
Den reviderede retningslinje beskriver den nye organisering, hvor alle personer, der er testet positiv for ny coronavirus kontaktes og tilbydes hjælp og støtte til at opspore deres nære kontakter fra Styrelsen for Patientsikkerhed.
Retningslinjens baggrundskapitel er derudover blevet udvidet med et afsnit om de øvrige relevante retningslinjer for forebyggelse af udbrud og smitteopsporing, og hvad deres sammenhæng er til retningslinjen for smitteopsporing af nære kontakter. Formålet med dette er at give et bedre overblik over sammenhængen mellem retningslinjerne og de øvrige tiltag til håndtering af smittespredning, fx ved udbrud på institutioner.
Den reviderede retningslinje rummer desuden en række præciseringer. Blandt andet er der en uddybning af, hvorvidt der bør foretages nye test af nære kontakter, som tidligere er blevet testet positive for ny coronavirus.
Smitteopsporing af nære kontakter
Læs mere om den nye organisering og kontaktopsporingsenheden på Styrelsen for Patientsikkerheds hjemmeside: Nu intensiveres kontaktopsporingen af nære kontakter til COVID-19-positive