Sådan kan du forebygge smitte ved tætte kontakter i erhvervsmæssig sammenhæng
Med den gradvise åbning af flere sektorer i samfundet og den øgede aktivitet i sundhedsvæsnet er det uundgåeligt, at der kommer flere tætte kontakter mellem mennesker. Også selvom det er kontakter mellem mennesker uden tegn på sygdom, kan det betyde et stigende smittetryk, men smitten kan forebygges. Sundhedsstyrelsen udsender gode råd til, hvordan man i forskellige erhverv kan begrænse tætte kontakter og beskytte sig gennem høj hygiejne og brug af barrierer ved ansigtskontakt.
Omstillingen af sundhedsvæsnet betyder, at flere mennesker kommer til at være tæt på hinanden via deres arbejde. Flere patienter vil igen besøge deres læge, tandlæge, speciallæge, fysioterapeut, kiropraktor m.v. Og flere vil igen blive henvist til udredning og behandling på sygehuse og privathospitaler.
Fra den 20. april bliver der også åbnet for, at en række liberale erhverv som fx frisører åbner op. Derfor har Sundhedsstyrelsen beskrevet, hvordan både personale og kunder eller patienter på tværs af brancher og erhverv kan håndtere undersøgelser, behandlinger, serviceydelser og andre former for ydelser, hvor det er uundgåeligt, at man kommer i tæt kontakt.
”I mange af de erhverv, der åbner igen, er der mange ydelser og behandlinger, som ikke kan udføres uden tæt kontakt. Frisøren kan jo ikke ordne øjenbryn eller skæg uden at stå ansigt til ansigt, og det samme gælder social- og sundhedsassistenten, der skal hjælpe den ældre med mundhygiejne, eller ved visse undersøgelser hos fx lægen eller optikeren. Fordi vi er i en situation, hvor vi forventer et stigende smittetryk af en virus, som de fleste af os er modtagelige for, så kan det i en overgangsperiode være nødvendigt med en ekstra beskyttelse,” siger direktør Søren Brostrøm, der samtidig understreger, at de nye råd kun gælder for mødet mellem personer uden symptomer, og at det stadig er utroligt vigtigt, at man holder sig hjemme selv ved lette luftvejssymptomer.
COVID-19 smitter gennem dråbe- og kontaktsmitte. Det vil sige, ved at små dråber fra ens luftveje bliver spredt gennem host og nys, eller ved at man rører ved ting, som der er spyt eller snot med virus på. Man antager, at de fleste dråber falder til jorden inden for 2 meter, og det er netop derfor, at det har vist sig at være så effektivt at holde afstand. Risikoen for kontaktsmitte bliver nedsat, ved at man har en god håndhygiejne og gennem rengøring, særligt på de overflader og genstande, der berøres af mange mennesker (fx håndtag, bordflader, kontakter, armlæn, behandlingsbrikse, nakkestøtter, redskaber m.v.). Smittede kan udskille ny coronavirus 1-2 dage, før de selv udvikler symptomer, men den største virusudskillelse sker ved de første symptomer. Den mest betydelige person-til-person smitte sker formentlig fra personer med hoste, nysen m.v.
”Da personer uden symptomer jo ikke hoster eller nyser, så er det især kontaktsmitten, man skal forbygge, og det understreger vigtigheden af god håndhygiejne og hyppig rengøring i de brancher, hvor der kommer mange mennesker. Når tæt kontakt er nødvendig, så undgå så vidt mulig tæt ansigt-til-ansigt kontakt. Fysiske barrierer som fx en plexiglasskærm eller et ansigtsvisir kan beskytte mod evt. dråbesmitte, når man ikke kan undgå længerevarende ansigt-til-ansigt kontakt, eller når man har mange korte kontakter i løbet af en arbejdsdag,” siger Søren Brostrøm, der tilføjer, at de nye anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen løbende vil blive revurderet, da de kan blive mindre nødvendige, hvis fx smittetrykket falder.
Hvis man som kunde, klient eller patient er bekymret for at blive smittet af sin behandler, frisør eller lignende, hvis man fx er i en af risikogrupperne, kan man vælge at skabe en barriere ved enten selv at tage visir på, eller ved at tage en ansigtsmaske (type 1) på under behandlingen.
Sundhedsstyrelsen har udarbejdet plakater til kunder, samt en plakat der instruerer i at tage en ansigtsmaske på, som kan bruges i forbindelse med genåbningen af en række liberale erhverv.
Se Sundhedsstyrelsens notat (19. maj 2020: notatet er afpubliceret, da indholdet ikke længere er gældende)
Plakat til klinikker/butikker:
Plakat til kunder/klienter:
Plakat: Ansigtsmaske