Stor stigning i antallet af organdonationer
Lørdag den 10. oktober er det organdonationsdag, som er en anerkendelse til alle, der har organdonation tæt på i deres personlige liv eller arbejde. På dagen kan man få en snak om organdonation til en række arrangementer rundt om i landet.
2020 har været året med flest organdonationer sammenlignet med tidligere år. I årets første ni måneder har 104 afdøde danskere doneret organer, hvilket er mere end de årlige donationer i de seneste år.
”Det er positivt, at vi fortsat ser en stigning i antal organdonationer, fordi der er mange patienter på venteliste til et nyt organ,” siger chefkonsulent i Sundhedsstyrelsen Maria Herlev Ahrenfeldt.
På organdonationsdagen opfordrer vi alle til at tage snakken om organdonation, også selvom det kan være svært at tale om. Et godt sted at starte er at snakke med sin familie om, hvad man har af ønsker, så de kender til dem.
Vigtigt at tage stilling
Siden 2019 kan unge ned til 15 år selv tage stilling til organdonation og også registrere sig i donorregistret.
”Ingen ved, om spørgsmålet om organdonation en dag bliver aktuelt for sig selv eller vores familie. Det kan være svært at tage stilling til, hvis man for eksempel står i en akut situation, hvor der samtidig er mange følelser på spil. Derfor er det vigtigt, at alle uanset alder tager stilling” siger chefkonsulent i Sundhedsstyrelsen Maria Herlev Ahrenfeldt.
En høj alder er ingen hindring for at tage stilling til organdonation, og organer fra ældre kan i mange tilfælde bruges til organdonation. I 2019 var den ældste donor 92 år. Over halvdelen af dem, der donorer, er mere end 60 år.