EU er klar med næste vaccine mod COVID-19
Efter anbefaling fra Det Europæiske Lægemiddelagentur har EU-kommissionen godkendt en vaccine mod COVID-19 fra den amerikanske producent Moderna.
Kort før jul blev ’Cominarty’ som den første vaccine mod COVID-19 godkendt i EU. Nu er næste vaccine også godkendt, som hedder ’COVID-19 vaccine Moderna’. De to godkendte vacciner er begge såkaldte mRNA-vacciner, og data for de to vacciner viser, at de nedsætter risikoen for at få COVID-19 med 94-95 procent.
”I Danmark er vi kommet rigtigt godt i gang med at vaccinere mod COVID-19, og jeg tror faktisk vi er førende blandt EU-landene, når det gælder hurtig udrulning. Det er glædeligt, at vi nu har fået endnu en godkendt vaccine, vi kan tage ind i vores vaccineprogram. Jeg håber, at vi meget snart får leveret de første vacciner fra Moderna, så vi kan tilbyde vaccination til endnu flere i risikomålgrupperne”, siger Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, og fortsætter:
”På fredag regner jeg med, at vi har været rundt på alle plejehjem i Danmark med tilbud om 1. stik, og vi er også gået i gang med at tilbyde til de sårbare ældre, der bor hjemme. Vi fortsætter med at tilbyde vaccine til frontpersonalet, og den næste gruppe vi tager fat på, når vi får mere vaccine, er de selvhjulpne ældre over 85 år.”
Vaccinen fra Moderna skal ikke opbevares under samme ekstremt lave temperaturer, som vaccinen fra BioNTech og Pfizer, hvilket gør det lettere at transportere og håndtere vaccinen.
”Med to typer vacciner har vi flere muligheder for at vaccinere mod COVID-19, og selvom vi hidtil ikke har haft udfordringer med at få de første vacciner ud til kommuner og landsdele, så bliver det endnu lettere at få Modernas vacciner fordelt i alle egne af Danmark, Færøerne og Grønland,” siger Søren Brostrøm.
Sådan kommer vaccination til at foregå
I første omgang tilbydes vaccinen til de ældre og mest sårbare. Som tiden går, vil flere blive tilbudt vaccination mod COVID-19 i takt med, at flere doser af vaccinerne kommer til Danmark.
De personer, som vil blive tilbudt vaccine mod COVID-19 i første omgang, vil via e-boks blive kontaktet af kommune eller arbejdsgiver. De personer, der er digitalt fritaget, vil få brev med posten.
Vaccinerne er gennemtestet forud for godkendelse
I Danmark bruger vi kun godkendte vacciner, og det er en forudsætning for godkendelsen, at både effekt og sikkerhed er dokumenteret i store videnskabelige studier, og at fordelene overstiger mulige ulemper.
Læs mere om vaccination mod COVID-19 på sst.dk/covid-vaccination
Læs mere om godkendelse af vacciner mod COVID-19 på Lægemiddelstyrelsens hjemmeside: Vacciner mod COVID-19
Husk fortsat at følge rådene til at forebygge smitte
- Vask hænder / brug håndsprit
- Hold afstand
- Bliv hjemme, hvis du er syg
- Vær opmærksom på rengøring
- Host og nys i ærmet
- Begræns fysisk kontakt