xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

God ramadan - og hold coronasmitten fra døren

Selvom der er gang i vaccinationerne, skal vi stadig følge de råd, som vi efterhånden kender så godt. Ryk udenfor, se så få som muligt, hold afstand og bliv testet, når det giver mening.

09 APR 2021

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at vi holder fast i rådene om at forebygge smitte under ramadanen. Det er vigtigt, at vi fortsat helst kun ses med de samme få personer, som vi plejer at se. Derfor bør ramadanaktiviteter igen i år begrænses til husstanden eller vores faste lille omgangskreds på de samme få personer. Ingen skal dog være alene under en højtid, så du kan godt se din allernærmeste familie, selvom du ikke har set dem for nyligt.

”Socialt samvær er en væsentlig del af det at fejre ramadan. Under ramadanen samles mange muslimske familier normalt for at spise sammen efter solnedgang. Tiden er dog ikke til store sammenkomster med familie og venner endnu. Som ved andre højtider i løbet af denne corona-epidemi, er det vigtigt at holde fast i vores smitteforebyggende råd, så vi kan fejre ramadanen på en hyggelig og samtidigt sikker måde,” fortæller Niels Sandø, enhedschef i Sundhedsstyrelsen.

Sundhedsstyrelsen har med udgangspunkt i vores generelle smitteforebyggende råd og i samarbejde med flere forskellige parter udarbejdet nogle gode råd til, hvordan du kan holde ramadan. Der er udarbejdet plakater og informationsmateriale til sociale medier, som bliver delt via samarbejdspartnere i kommunerne og civilsamfundsorganisationerne, så informationerne når så mange som muligt.

Informationsmaterialet om ramadan har været i høring hos Sundhedsstyrelsens ekspertgruppe, heriblandt Dansk Flygtningehjælp, Røde Kors, Indvandrerkvindecenteret, Bydelsmødre og Styrelsen for International Rekruttering og Integration. Den har også været sendt til to repræsentanter fra trossamfund.

Informationsmaterialerne kan læses og downloades her:

Plakat: God ramadan

Plakat: Anbefalinger for afholdelse af ramadan og Eid

Film: Anbefalinger for afholdelse af ramadan og Eid

Gode råd til fejring af ramadan og Eid

  • Hold dig til at se få mennesker – helst kun dem, du plejer at se.
  • Du kan godt se din allernærmeste familie, selvom du ikke har set dem for nyligt.
  • Ingen skal være alene under en højtid.
  • Særlige forholdsregler gælder, når du besøger moskeen. De kan ændre sig med kort varsel, så følg altid moskeens anvisninger.
  • Husk at vaske eller spritte hænder, når du vil give almisse (zakat). Brug eventuelt MobilePay.
  • Se hinanden kort – og helst udenfor.
  • Undgå at hilse på hinanden med kys, kram og håndtryk.
  • Hold god afstand indenfor.
  • Jo mindre dit hjem er, jo færre gæster kan du have.
  • Aflys alle aftaler, hvis du har symptomer, er testet positiv eller er nær kontakt til en smittet person.
  • Gå i selvisolation, hvis du har symptomer eller er syg med COVID-19. Se eventuelt hinanden digitalt.
  • Hold øje med anbefalinger og restriktioner i dit lokalområde.
  • Sørg for at blive testet inden I ses.

 

Søg udendørs

Risikoen for at blive smittet med ny coronavirus er mindre, hvis man er udendørs. Det er lettere at holde afstand, der er masser af frisk luft, og der er typisk færre ting, som mange rører ved. 
Hvis I skal være indenfor, bør I fire til fem gange dagligt lufte ud med gennemtræk 5-10 minutter. 

 

Ræk ud til dem, du ikke kan mødes med under ramadanen

Hvis du har en ven eller pårørende, som du ikke kan mødes med, kan du arrangere en virtuel sammenkomst, sende et brev, en buket blomster eller ringe op og få en god snak. 

 

Læs mere om socialt samvær

 

For vejledning på fremmedsprog besøg coronadenmark.dk

Husk test

Hvis du skal besøge et familiemedlem eller en ven, der er i øget risiko for et alvorligt forløb med COVID-19, er det en god ide at blive testet før besøget. Husk at blive testet lige før besøget, og vær ekstra opmærksom på de gode råd om at forebygge smitte med ny coronavirus efter testen.
 
 
Uanset hvilken test du bruger, så husk, at dit testsvar kun er et øjebliksbillede. Et negativt testresultat kan derfor ikke udelukke, at du faktisk er smittet med ny coronavirus og dermed kan risikere at smitte andre. Du kan være blevet smittet efter, at du blev testet. Hold derfor fast i de generelle, smitteforebyggende råd om at holde god afstand, huske den gode håndhygiejne og at blive hjemme, hvis du er syg eller har symptomer – også selvom du lige har fået et negativt testresultat.