Tilbuddet om gratis vaccination mod pneumokokker udvides til nye grupper
Personer under 65 år med visse kroniske sygdomme kan nu også blive gratis vaccineret mod pneumokokker. Tilbuddet skal bidrage til at beskytte sårbare personer mod svær sygdom.
Pneumokokker er bakterier, der kan forårsage lungebetændelse, meningitis og blodforgiftning. Personer med kronisk sygdom er i øget risiko for at udvikle disse alvorlige sygdomme, hvis de bliver smittet med pneumokokbakterier. Derfor kan de nu blive gratis vaccineret.
Kronisk sygdom øger risikoen
Siden foråret 2020 har tilbuddet om gratis vaccination mod pneumokokker været forbeholdt personer over 65 år og nogle mindre grupper af personer i særlig høj risiko for at blive alvorligt syge med pneumokokker. Nu udvides tilbuddet, så også personer under 65 år med følgende sygdomme kan blive vaccineret:
- diabetes
- kronisk lungesygdom, fx KOL eller kronisk bronkitis
- kronisk nyresygdom, fx kronisk nyresvigt
- kronisk hjertesygdom, fx hjertesvigt
- kronisk leversygdom, fx cirrose eller kronisk hepatitis
Desuden kan svejsere blive vaccineret gratis, fordi de har en erhvervsrelateret øget risiko for alvorlig pneumokoksygdom.
”Vi er glade for, at endnu flere sårbare nu tilbydes vaccination mod pneumokokker. Det er med til at beskytte dem mod alvorlig sygdom i en tid, hvor de i forvejen er udsat på grund af den fortsatte epidemi med covid-19,” siger overlæge i Sundhedsstyrelsen Bolette Søborg.
Det udvidede tilbud om gratis vaccination gælder fra den 15. december og indtil februar 2022. Man kan blive vaccineret hos egen læge, på apoteket eller på en privat vaccinationsklinik.
Man skal kun have én dosis af vaccinen, og den kan gives på et hvilket som helst tidspunkt i forhold til covid-19-vaccination. Effekten af vaccinen forventes at vare i op til 6 år. Din læge kan tjekke, om du er vaccineret inden for de seneste seks år – i så fald skal du ikke vaccineres nu.
Læs mere
Find mere information om vaccinationen mod pneumokokker
Yderligere information til fagpersoner om pneumokoksygdom