Personer med et svært nedsat immunforsvar bliver nu tilbudt 4. stik mod covid-19
Udvalgte personer med et svært nedsat immunforsvar tilbydes nu et 4. stik, fordi deres tidligere vaccinationer muligvis har nedsat eller manglende effekt. Et 4. stik forventes at styrke effekten af tidligere vaccinationer, så man får en bedre beskyttelse mod covid-19.
Nogle personer med svært nedsat immunforsvar, som har en sygdom eller får behandling mod en sygdom, som rammer de dele af immunforsvaret, der normalt reagerer på en vaccine, kan have utilstrækkelig effekt af deres tidligere vaccinationer mod covid-19. Derfor tilbydes de nu et 4. vaccinationsstik. Det drejer sig først og fremmest om personer med visse typer blod- og knoglemarvsygdomme, personer der er organtransplanterede, personer i dialyse og personer der har fået behandling med særligt immunsupprimerende lægemidler eller har været i aktiv kemoterapi i løbet af 2021 og 2022. Den samme særligt sårbare gruppe var også blandt de første, som fik tilbuddet om et 3. stik.
Sundhedsstyrelsen har udarbejdet en ny retningslinje med en detaljeret liste over, præcis hvilke borgere, der er omfattet af det nye tilbud.
”Vi har i øjeblikket høj samfundssmitte, og vaccinerne giver ikke den samme grad af effekt imod den dominerende Omikron-variant. Vi har stort fokus på at beskytte de særligt sårbare med nedsat immunforsvar mod risikoen for et forløb med covid-19, og derfor anbefaler vi nu et 4. stik til denne udvalgte gruppe,” siger enhedschef Bolette Søborg.
Retningslinjen skal hjælpe de behandlende læger på sygehusene med at finde de personer, som nu får tilbud om et 4. stik. Hvis sygehuslægen har vurderet, at det er relevant, vil man modtage en invitation i sin e-Boks. Man skal derfor ikke selv kontakte egen læge med henblik på at få et 4. stik. Hvis man mener, at man er omfattet af tilbuddet, men ikke har hørt noget inden for de kommende par uger, kan man eventuelt kontakte den sygehusafdeling, hvor man normalt er tilknyttet. Man kan også tale med den behandlende læge på sygehuset, næste gang man er til kontrol eller behandling.
”Sygehuslægerne vil fra i dag begynde at visitere de patienter, som opfylder kriterierne, til et 4. stik. Derfor vil der gå en uges tid, før de omfattede borgere får deres invitation og kan bestille tid til vaccination. De vil kunne få det 4. stik i et af landets vaccinationscentre, hvor der lige nu er mange ledige tider, men det er også muligt at blive vaccineret på udvalgte apoteker og nogle praktiserende læger eller ved de private vaccinationstilbud,” siger enhedschef Bolette Søborg.
Man vil blive tilbudt samme vaccinetype, som man fik ved tidligere vaccinationer; enten BioNTech-Pfizer eller Moderna. Der skal være gået mindst tre måneder siden 3. stik, før man kan få det 4. stik.
Sundhedsstyrelsen har udarbejdet særlig information om vaccination målrettet den gruppe, som nu vil blive tilbudt et 4. stik. Pjecen skal hjælpe borgerne med grundigt information, så de kan tage stilling til vaccination på et oplyst grundlag. Det er særligt vigtigt i forbindelse med et 4. stik, da vaccinerne i vaccinationsprogrammet mod covid-19 endnu ikke er godkendt til et 4-stiks-forløb.
Vaccinationssteder skal sikre, at borgeren har læst og forstået informationen om det 4. stik. Man kan også læse mere om tilbuddet på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.
Sundhedsstyrelsens retningslinje for, hvem der tilbydes et 4. stik, er baseret på en gennemgang af den evidens, der foreløbig er på området, samt med rådgivning fra faglige eksperter.