Engelsk

Historie

Sundhedsstyrelsen har i over 100 år passet på danskernes sundhed. Her kan du læse mere om styrelsens historie, dannelse og formål igennem årene.

Grundlæggelsen

Den 30. maj 1909 bliver Sundhedsstyrelsen grundlagt. Fra midten af 1800-tallet frem til starten af 1900-tallet var der et landsdækkende fintmasket net af private almenpraktiserende læger. I begyndelsen af 1900-tallet blev lægerne suppleret af moderne offentlige sygehuse, som kommunerne byggede. Samtidig skabte en lov om at centralisere sundhedsvæsnet grobund for at grundlægge Sundhedsstyrelsen, der skulle afløse Sundhedskollegiet, som siden 1803 havde ført tilsyn med medicinalvæsenet og alle offentlige sundhedsforanstaltninger.

Organisation

Sundhedsstyrelsen bestod i starten af to råd: Lægerådet og Apotekerrådet, der hver havde tre medlemmer, som i samarbejde med formanden for Sundhedsstyrelsen konsulterede ministeren løbende. Lige som i dag var Sundhedsstyrelsen placeret uden for ministeriet, for at sikre en høj uafhængig lægefaglig autoritet.

Sundhedsstyrelsen har i løbet af sin levetid været placeret under forskellige ministerier, både Justitsministeriet og Indenrigsministeriet, men siden 1987, hvor Sundhedsministeriet først blev oprettet, har Sundhedsstyrelsen været under sundhedsministerier i forskellige former. 

 Udvalgte historiske nedslag

1930

Sundhedsstyrelsen udarbejder lægefaglige specialeplaner
En tiltagende specialisering inden for både kirurgi og medicin i hele landet gør, at læger ikke længere er i stand til fuldt ud at beherske alle discipliner. Det er et paradigmeskift for den fremtidige udvikling af de danske sygehuse.

1930

Staten giver økonomisk støtte til sygehusdriften
Der bliver oprettet flere centralsygehuse, som ligger længere væk fra den enkelte borger, men har en større specialisering.

1946

Danmarks første sygehuslov
Sundhedsstyrelsen får en central rolle i udbygningen og samordningen af landets sygehusvæsen for at sikre lige behandling til alle borgere i landet.

1960

Modernisering af sundhedsvæsenet
1960ernes økonomiske opsving betyder, at der er økonomisk mulighed for at modernisere sundhedsvæsnet. Udviklingen betyder samtidig, at Sundhedsstyrelsen vokser og får flere nye afdelinger, for eksempel en sektion for lægers videreuddannelse.

1970

Kommunalreformen medfører ny opgavefordeling
Sygehusvæsnet bliver lagt ind under amterne, og samtidig får Sundhedsstyrelsen til opgave at udarbejde vejledende retningslinjer for, hvordan kommunerne og amter skal organisere deres arbejde. Hermed får Sundhedsstyrelsen for alvor indflydelse på udviklingen af sygehusvæsnet.

1970

Økonomisk krise
Oliekrisen i 1970’erne får stor indflydelse på udviklingen af det danske sygehusvæsen. Pengene er knappe, og i kraft af det bliver der fra politikernes side endnu større fokus på ledelse og økonomistyring.

1987

Sundhedsministeriet
Sundhedsministeriet bliver dannet i 1987 på grund af den større medieinteresse for sundhedsområdet og centraliseringen af sundhedsvæsnet. Sundhedsstyrelsen kommer under Sundhedsministeriet og oplever at være en del af en stadig mere kompleks sundhedsdebat med både faglige og politiske argumenter.

1990

Ny sundhedslov
I begyndelsen af 90’erne kommer flere love inden for sundhedsområdet, for eksempel loven om frit sygehusvalg, patientforsikringsloven og lov om aktindsigt i helbredsoplysninger. Lovene bliver lagt sammen til én samlet lov i 2005, nemlig sundhedsloven, som i større grad sætter patienten i centrum i lovgivningen. For Sundhedsstyrelsen betyder det, at den i lang højere grad bliver inddraget i lovgivningen på sundhedsområdet og dermed reelt bliver involveret i en både juridisk og politisk proces.

2007

Kommunalreform
Med kommunalreformen i 2007 får de fem nyoprettede regioner ansvaret for sygehusene, og dermed bliver ansvaret samlet på færre organisationer end tidligere. Samtidig overtager kommunerne det overordnede ansvar for forebyggelses- og rehabiliteringsområdet.

2012

Effektiv administration i staten
Store besparelser i staten betyder, at flere styrelser bliver lagt sammen for at effektivisere driften. På sundhedsområdet betyder det, at Sundhedsstyrelsen og Lægemiddelstyrelsen bliver lagt sammen til én stor Sundhedsstyrelse.

2015

Fokus på kerneopgaver
Sundhedsstyrelsenbliver slankere, idet styrelsens tilsynsvirksomhed og opgaver med godkendelse af lægemidler med videre bliver lagt over i to selvstændige styrelser:Styrelsen for Patientsikkerhed og Lægemiddelstyrelsen. Formålet med organisationsændringen er dels at give godkendelse af lægemidler større opmærksomhed, og dels at styrke patientsikkerheden. Samtidig blev ældreområdet flyttet fra Socialstyrelsen til Sundhedsstyrelsen efter valget i 2015 som et resultat af ressortomlægninger.

Sundhedsstyrelsen i dag

Gennem årene har der været mange ændringer i Sundhedsstyrelsens opbygning. Flere fagområder er kommet til, og organisationen har både vokset sig større, men er senest blevet mindre og splittet op i flere styrelser. 

Igennem alle årene har Sundhedsstyrelsen passet på danskernes sundhed og fungeret som den øverste sundhedsmyndighed i Danmark.

Sundhedsstyrelsens primære opgaver i dag er, at:

  • Fremme borgernes sundhed gennem forebyggelse
  • Planlægge strukturen for sundhedsvæsnet
  • Fastlægge regler for uddannelsen af speciallæger og andet sundhedspersonale
  • Varetage samtlige myndighedsopgaver vedrørende strålebeskyttelse
  • Have ansvaret for sundhedsberedskabet i Danmark
  • Sikre sammenhæng mellem sundheds- og socialfaglige indsatser for ældre
Opdateret 26 MAR 2019