Sundhedsstyrelsens historie
Sundhedsstyrelsen har i over 100 år passet på danskernes sundhed. Her kan du læse mere om styrelsens historie, dannelse og formål igennem årene.
Grundlæggelsen
Fra midten af 1800-tallet frem til starten af 1900-tallet var der et landsdækkende fintmasket net af private almenpraktiserende læger. I begyndelsen af 1900-tallet blev lægerne suppleret af moderne offentlige sygehuse, som kommunerne byggede.
Samtidig skabte en lov om at centralisere sundhedsvæsnet grobund for at grundlægge Sundhedsstyrelsen, der skulle afløse Sundhedskollegiet (Det Kgl. Sundhedskollegium), som siden 1803 havde ført tilsyn med medicinalvæsenet og alle offentlige sundhedsforanstaltninger.
Sundhedskollegiet, var et centralforvaltningsorgan, der havde til formål at føre tilsyn med medicinalvæsenet og alle offentlige sundhedsforanstaltninger. Kollegiet blev dannet ved sammenlægning af Collegium Medicum (oprettet 1740), Det Kirurgisk-akademiske Kollegium (oprettet 1785), Jordemoderkommissionen (oprettet 1714) og Den Københavnske Karantænekommission. Det hørte først under Danske Kancelli og fra 1848 under Justitsministeriet.
Sundhedskollegiets medlemmer nedlagde deres hverv i 1907 efter en konflikt med justitsminister P. A. Alberti. Som en overgangsordning blev Statskontoret for Sundhedsvæsenet nedsat, og den 30. maj 1909 blev Sundhedsstyrelsen etableret.
Kilder: Den store danske: Sundhedsstyrelsen, Sundhedskollegiet
Organisation
Sundhedsstyrelsen bestod i starten af to råd: Lægerådet og Apotekerrådet, der hver havde tre medlemmer, som i samarbejde med formanden for Sundhedsstyrelsen konsulterede ministeren løbende. Lige som i dag var Sundhedsstyrelsen placeret uden for ministeriet, for at sikre en høj uafhængig lægefaglig autoritet.
Sundhedsstyrelsen har i løbet af sin levetid været placeret under forskellige ministerier, både Justitsministeriet og Indenrigsministeriet, men siden 1987, hvor Sundhedsministeriet først blev oprettet, har Sundhedsstyrelsen været under sundhedsministerier i forskellige former.
Sundhedsstyrelsen har bl.a. ligget i Kristiansgade, Store Kongensgade og Amaliegade i København. I dag er Sundhedsstyrelsen placeret på Islands Brygge i København og i Herlev.
Udvalgte historiske nedslag | |
1930 |
Sundhedsstyrelsen udarbejder lægefaglige specialeplaner |
1930 |
Staten giver økonomisk støtte til sygehusdriften |
1946 |
Danmarks første sygehuslov |
1960 |
Modernisering af sundhedsvæsenet |
1970 |
Kommunalreformen medfører ny opgavefordeling |
1970 |
Økonomisk krise |
1987 |
Sundhedsministeriet |
1990 |
Ny sundhedslov |
2007 |
Kommunalreform |
2012 |
Effektiv administration i staten |
2015 |
Fokus på kerneopgaver |
Sundhedsstyrelsen i dag
Gennem årene har der været mange ændringer i Sundhedsstyrelsens opbygning. Flere fagområder er kommet til, og organisationen har både vokset sig større, men er senest blevet mindre og splittet op i flere styrelser.
Igennem alle årene har Sundhedsstyrelsen passet på danskernes sundhed og fungeret som den øverste sundhedsmyndighed i Danmark.
Sundhedsstyrelsens primære opgaver i dag er, at:
- Fremme borgernes sundhed gennem forebyggelse
- Planlægge strukturen for sundhedsvæsnet
- Fastlægge regler for uddannelsen af speciallæger og andet sundhedspersonale
- Varetage samtlige myndighedsopgaver vedrørende strålebeskyttelse
- Have ansvaret for sundhedsberedskabet i Danmark
- Sikre sammenhæng mellem sundheds- og socialfaglige indsatser for ældre
Sundhedsstyrelsens direktører
2015-
Søren Brostrøm
2015
Jakob Cold (konstitueret)
2011-2015
Else Smith
2007-2010
Jesper Fisker
2007
Else Smith (konstitueret)
2001-2007
Jens Kristian Gøtrik
1996-2001
Einar Krag
1988-1995
Palle Juul-Jensen
1974-1988
Søren Kristian Sørensen
1961-1974
Esther Ammundsen
1928-1961
Johannes Frandsen
1918-1928
Gabriel Tryde
1912-1918
E. Madsen Hoff
1909–1911
Niels Rothenborg Muus
Sådan skrev Lolland-Falsters Stifts-Tidende i 1909 om etableringen af Sundhedsstyrelsen
Lolland-Falsters Stifts-Tidende skrev 2. juni 1909 nedenstående om etableringen af Sundhedsstyrelsen. Hentet fra Statsbiblioteket
Niels Rothenborg Muus var den første direktør/formand for Sundhedsstyrelsen - i en periode fra 1909-1911.
Den nye Ordning traadt i kraft.
København, .1 Juni.
Den nye Ordning for Sundhedsvæsenets Styrelse traadte i kraft i Dag. Formanden, Dr.med. Niels Muus, hvem vi træffe paa Sundhedsvæsenets kontor i Stormgade, har Dagen igennem været optaget af at træffe Aftaler med fine Medarbejdere om Arbejdets Fordeling.
Dr. Muus anser det for overordentlig heldigt, at hele landets Sundhedsvæsen nu samles under en Centralstyrelse. Netop ved Dannelsen af Lægeraad, Retslægeraad og Apotekerraad vil det kunne lykkes at træffe en rigtig og faglig begrundet Afgørelse af den Række Spørgsmaal, der rettes til Styrelsen fra Institutioner og Læger Landet over. Som bekendt afgøres hver Sag af et 3-Mands Raad, til hvilket det er Meningen at tilkalde Konsulenter, der hver for sig ere Sagkyndige paa deres specielle Omraade.
Under Sundhedsvsæsenets Centralledelse vil en række vigtige og høist forskelligartede Sager komme til at sortere, f. eks. Ordning og Indretning af Sygehuse og Hospitaler, Tilsyn med Plejebørn, Medicinalstatistik, Tuberkulosestatistik, Jordemoder- og Apotekervæsen, Undersøgelser af Forbrydere og halvt eller helt utilregnelige Personer, Sindssygestatistik og Ledelsen af Læge- og Tandlægevirksomheden over hele Danmark.
Sundhedsvæsenets Centralstyrelse kommer til at staa som en aldeles selvstændig Institution, direkte under Justitsministeriet. Dets afgørelser vil i de fleste Tilfaelde være en Højesteret, og Dr. Muus mener, at allerede efter en fort Tids Forløb vil den nye Ordning vinde Anerkendelse fra alle Sider.
At der ogsaa var Trang til en Ændring i de gamle Forhold ser Doktoren et Tegn paa i det Faktum, at under Rigsdagsbehandlingen var hele Kommissionen enig om det nye Lovforslag, der derefter ligeledes fik en enstemmig Ros fra alle Rigsdagspartiernes Side.
Man mangler nu kun en justitsministeriel Resolution vedrørende selve Arbejdsmaaden, for at den nye Sundhedsstyrelse med friske Kræfter kan tage fat paa alle de Opgaver, der venter den.