Abort efter 12. graviditetsuge
Efter 12. graviditetsuge skal du have tilladelse til at få en abort. Der kan være forskellige forhold, som kan betyde at du kan få tilladelse til at få en abort. Det kan for eksempel være hvis der er mistanke om misdannelser eller alvorlig sygdom hos fosteret. Det kan også være hvis graviditeten har store konsekvenser for dit helbred eller dit liv på grund af fx sociale og økonomiske forhold.
Hvis du gerne vil have en abort og er længere henne end 12. graviditetsuge, skal du tale med din praktiserende læge, som vil henvise dig til en scanning. Scanningen er nødvendig, fordi den skal vise præcis hvor langt du er henne i graviditeten. Du skal sende en ansøgning om abort til abortsamrådet i din region. Det kan din læge hjælpe dig med. I nogle tilfælde vil du blive indkaldt til en samtale med en socialrådgiver eller eventuelt en psykiater.
Herefter kan abortsamrådet i din region vurdere, om de kan give tilladelse til, at du får en abort. I abortsamrådet sidder der en speciallæge i gynækologi, en speciallæge i psykiatri eller socialmedicin og en socialrådgiver eller en jurist.
Der kan for eksempel gives tilladelse til abort, hvis:
- det vil have alvorlige konsekvenser for dit fysisk eller psykiske helbred eller din livssituation
- det vurderes, at du vil have svært ved at tage dig af barnet
- barnet har alvorlig sygdom eller misdannelser
- du er blevet gravid på grund af et seksuelt overgreb.
Hvis du får afslag på din ansøgning om abort, kan du anke afgørelsen hos Abortankenævnet i Styrelsen for Patientklager, som vil vurdere din ansøgning igen.
I forbindelse med en sen abort efter 12. graviditetsuge, kan du få tilskud til samtaler med en psykolog. Spørg din læge, hvis du gerne vil have tilskud til psykolog.
Her kan du finde information om abortsamrådet i din region: