Hvis du får symptomer på luftvejsinfektion
Hvis du har symptomer på luftvejsinfektion og føler dig syg, vil vi anbefale, at du er ekstra opmærksom på at følge de fem smitteforebyggende råd.
Du kan læse mere om de fem smitteforebyggende råd her
Læs om
1. Hvad er de typiske symptomer på covid-19?
Symptomer på covid-19 er fx feber, tør hoste, hovedpine, muskelsmerter, ondt i halsen, kvalme, træthed, stoppet næse, løbenæse og tab af smags- og/eller lugtesans.
Disse symptomer kan også skyldes andre smitsomme sygdomme, fx influenza eller lungebetændelse. Særligt sårbare ældre kan derudover opleve hurtige funktionstab og at blive konfuse.
Symptomerne på covid-19 kan variere fra person til person, og man får ikke nødvendigvis alle symptomer.
2. Hvad anbefales du at gøre hvis du har symptomer på covid-19 eller anden luftvejsinfektion?
Hvis du får symptomer på luftvejsinfektion, fx feber, hoste eller ondt i halsen og føler dig syg, anbefales du at blive hjemme, til du er rask igen. Hvis du har lette symptomer, eksempelvis løbenæse, kriller i halsen, enkelte host mv., men ellers ikke føler dig syg, behøver du ikke at blive hjemme.
Hvis du er så syg, at du har brug for at tale med en læge, eller dine symptomer bekymrer dig, bør du ringe til din egen læge eller vagtlæge/1813.
Hvis du har symptomer, kan du stadig møde op hos din læge eller andre steder i sundhedsvæsenet.