xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Nye BMI-kurver til at definere skolebørns vægt

Sundhedsstyrelsen udgiver en vejledning til skolesundhedstjenesten om opsporing af overvægt og tidlig indsats for børn og unge i skolealderen.

17 MAR 2014

Sundhedsstyrelsen udgiver en vejledning til skolesundhedstjenesten om ”Opsporing af overvægt og tidlig indsats for børn og unge i skolealderen”. Vejledningen er udarbejdet af Sundhedsstyrelsen i samarbejde med en række eksperter. 

De nyeste tal fra Sundhedsstyrelsens Børnedatabase viser, at 12,8 procent af den seneste årgang af børn i indskolingsalderen er overvægtige. Det svarer til lidt flere end hvert ottende barn. 

Den nye vejledning giver den kommunale sundhedstjeneste et fælles grundlag for at reagere på – og arbejde med - uhensigtsmæssig vægtudvikling hos skolebørn. Det handler blandt andet om at sætte rettidige indsatser i gang i samarbejde med familien, den praktiserende læge og kommunale eller regionale tilbud.

Indhold i vejledningen

Vejledningen beskriver de væsentligste elementer i arbejdet med opsporing af overvægt hos skolebørn og den tidlige indsats over for det enkelte skolebarn og dets familie. 

Vejledningens kapitler omhandler:
 
  • Lovgrundlaget og muligheden for tidlig opsporing
  • Trivslen hos børn og unge med overvægt
  • Det vigtige samarbejde med forældrene
  • Vurdering af det enkelte barns vægtudvikling
  • Hvordan man arbejder sundhedspædagogisk med den komplekse opgave
  • Indsatsen overfor det enkelte barn
  • Det tværfaglige og tværsektorielle samarbejde

Vejledningen indeholder bilag med BMI-kurver, eksempler på brug af BMI-kurverne og et eksempel på en sundhedsprofil til børn.

BMI-kurver og en beskrivelse af de trin, der indgår i arbejdet med at opspore overvægt hos skolebørn og sætte en tidlig indsats i gang, findes desuden som laminatark.

Vejledningens målgruppe

Ansatte i skolesundhedstjenesten, men den kan med fordel anvendes af andre, der arbejder med at forebygge og yde en tidlig indsats over for overvægt blandt børn og unge.

Bestilling

Vejledningen koster 72 kroner eksklusiv moms og forsendelsesomkostninger. Den bestilles hos Komiteen for Sundhedsoplysning eller via mail: kfs@sundkom.dk

Link til vejledningen

Vejledningen: Opsporing af overvægt og tidlig indsats for børn og unge i skolealderen, (2014)