Influenzavaccinen er effektiv for risikogrupper
Sundhedsstyrelsen anbefaler alle ældre, kronisk syge, overvægtige og gravide at blive vaccineret mod influenza. Det er bedst at blive vaccineret fra starten af oktober måned til slutningen af november måned. Der går nemlig 2-3 uger, før vaccinen beskytter mod smitte.
Sundhedsstyrelsen anbefaler alle ældre, kronisk syge, overvægtige og gravide at blive vaccineret mod influenza. Det er bedst at blive vaccineret fra starten af oktober måned til slutningen af november måned. Der går nemlig 2-3 uger, før vaccinen beskytter mod smitte.
Sundhedsstyrelsens anbefaling af influenzavaccination er på linje med anbefalingerne i andre vestlige lande. Både WHO og EU har som mål, at vaccinationsdækningen er 75 procent blandt de ældre, men i Danmark var det kun 47 procent af de ældre på 65 og derover, der blev vaccineret i 2013. Hvert år dør i gennemsnit ca. 2000 personer i Danmark af komplikationer som følge af influenza, og derfor opfordrer Sundhedsstyrelsen personer i risikogrupperne til at blive vaccineret.
Risikogrupper er særligt udsatte
Hensigten med anbefalingen er at forebygge influenza, og især at forebygge de alvorlige komplikationer, som internationale undersøgelser har vist, at influenza kan give hos personer i risikogrupperne. Risikogrupperne omfatter i 2014: Personer, der er 65 år eller derover, har en kronisk sygdom, er svært overvægtige med BMI over 40 eller er gravide og mere end 12 uger henne i graviditeten.
Der er gennemført mange studier af effekten af influenzavaccinen. Et af de seneste studier, er fra det uafhængige nordiske Cochrane Center, som har undersøgt effekten af vaccinen hos raske voksne mellem 16 og 65 år og gravide. Undersøgelsen ser på, hvor mange mennesker der skal vaccineres for at forhindre et tilfælde af sygdom med influenzalignende symptomer. Undersøgelsen konkluderer, at der kun er sparsom effekt af at vaccinere den raske del af den voksne befolkning samt gravide.
Rapportens resultater ændrer ikke ved Sundhedsstyrelsens anbefalinger, der omfatter risikogrupperne, herunder gravide. Sundhedsstyrelsen vurderer fortsat, at vaccinen - og almindelig god hygiejne - er den bedste beskyttelse for de udsatte risikogrupper.
Vaccinationens virkning
Anbefalingen af influenzavaccinationer til risikogrupper hviler på et videnskabeligt grundlag, hvor vi har vurderet, at fordelene opvejer ulemperne. Influenzavaccinerne er ikke de mest effektive vacciner, men da influenza hos risikogrupper kan medføre alvorlig sygdom og evt. dødsfald, anbefaler Sundhedsstyrelsen vaccination. Vaccination beskytter de fleste, men ikke alle. Så man kan godt få influenza, selv om man er blevet vaccineret, men sjældent i alvorlig grad.
Yngre raske anbefales ikke vaccination
Sundhedsstyrelsen anbefaler ikke influenzavaccination til yngre, raske personer, da influenza hos de fleste raske personer ikke er en alvorlig sygdom.
Gravide anbefales vaccination
Sundhedsstyrelsen anbefaler influenzavaccination af gravide og læner sig her op af anbefalinger fra WHO og European Centre of Disease Prevention and Control (ECDC). Gravide har i flere internationale undersøgelser vist sig at have øget risiko for alvorlige komplikationer i forbindelse med influenza, samt komplikationer i relation til graviditeten i form af blandt andet for tidlig fødsel og dødfødsel.
Links
Bekendtgørelse om gratis influenzavaccination til visse persongrupper 2014Information på Sundhedsstyrelsens hjemmeside om influenzavaccination