Indsats skal finde mennesker med KOL tidligere
Sundhedsstyrelsen har opdateret anbefalingerne for forløb for mennesker, der har sygdommen KOL. Fremover skal KOL findes tidligere, så personer med sygdommen kan komme i behandling.
Sundhedsstyrelsen har opdateret anbefalingerne for forløb for mennesker, der har sygdommen KOL. Fremover skal KOL findes tidligere, så personer med sygdommen kan komme i behandling.
Anbefalingerne til kommuner, almen praksis og sygehuse skal medvirke til, at mennesker med KOL bliver diagnosticerede tidligere end i dag, og får behandling, rehabilitering og opfølgning, der er af høj ensartet kvalitet.
Baggrunden for arbejdet er en national satsning for mennesker med lungesygdomme. Den fokuserer blandt andet på tidlig opsporing af mennesker med KOL, og som led i arbejdet skal der udvikles forløbsplaner for mennesker med KOL.
Målet med at diagnosticere KOL tidligt er at forebygge yderligere tab af lungefunktion og symptomlindring. Målgruppen er personer, der kommer i almen praksis og med særlig risiko for at have KOL. Dvs. blandt personer over 35 år, der har lungesymptomer eller ryger – ud fra den vurderede risikoeksponering. Forventningen er, at de praktiserende læger skal gennemføre omkring 250.000 lungefunktionsmålinger om året med henblik på at diagnosticere patienter med KOL. Vurderingen er, at indsatsen vil medføre op til 60.000 diagnosticerede KOL-patienter årligt.
Forløbsplanerne skal give patienter med udvalgte kroniske sygdomme et overblik over deres behandlingsforløb. De faglige anbefalinger er udgangspunktet for retningslinjerne for forløbsplaner til mennesker med KOL, der skal udarbejdes i 2016.
Anbefalingerne er Sundhedsstyrelsens faglige rådgivning til sundhedspersonalet. De er baseret på den foreliggende evidens, herunder nationale kliniske retningslinjer (NKR og RADS) samt viden om god praksis. Anbefalingerne er udarbejdet af Sundhedsstyrelsen i samarbejde med en bredt sammensat arbejdsgruppe. Anbefalingerne bygger videre på Sundhedsstyrelsens anbefalinger fra 2007.
Links
Rapport: Anbefalinger for tværsektorielle forløb for mennesker med KOL
Baggrundsnotat - forudsætninger for anbefalinger for tidlig opsporing af KOL
Pressemeddelelse fra Sundheds- og Ældreministeriet: Information om den nationale lungesatsning