Kom med til konference om variationer i kønskarakteristika
Hvilke udfordringer oplever mennesker med variationer i kønskarakteristika? Hvordan er det at være pårørende? Og hvordan kan vi sikre en god behandling i sundhedsvæsenet?
Hvilke udfordringer oplever mennesker med variationer i kønskarakteristika? Hvordan er det at være pårørende? Og hvordan kan vi sikre en god behandling i sundhedsvæsenet?
De spørgsmål er i fokus, når Sundhedsstyrelsen den 30. januar 2019 holder en international konference om den sundhedsfaglige indsats ved variationer i kønskarakteristika.
”Formålet med konferencen er at skabe øget åbenhed og viden om de udfordringer, som mennesker med variation i kønskarakteristika oplever. Vi håber, at konferencen kan være med til at fremme dialogen mellem fagfolk og mellem både kritiske og tilfredse patienter, forældre og interesseorganisationer", siger Helene Probst, der er centerchef i Sundhedsstyrelsen.
Konferencens program indeholder en blanding af oplæg, fælles drøftelser og paneldebat. Vi får blandt andet besøg af patienter og pårørende, som fortæller om livet med variationer i kønskarakteristika og deres møde med sundhedsvæsenet.
Derudover vil den hollandske læge Dr. Kreukels præsentere fund fra det såkaldte DSD-LIFE-projekt og studier omkring seksualitet og de forskellige tilstande inden for variationer i kønskarakteristika, og en dansk læge deler ud af sine erfaringer fra arbejdet med børn med variationer i kønskarakteristika og fortæller om det nyeste inden for behandling i Danmark. Forsker og læge Syed Fasial Ahmed vil desuden fortælle om den historiske udvikling på området og om sine erfaringer i både det kliniske arbejde i Skotland og fra sine forskningsprojekter på området.
Vi håber på en bred deltagerkreds og blandt de inviterede er blandt andre relevante fagfolk og de patientforeninger, der repræsenterer personer og forældre til personer med de medfødte tilstande, der medfører variationer i kønskarakteristika.
Praktisk information
N.B. NY ADRESSE: Konferencen finder sted onsdag den 30. januar fra kl. 12-17 i Hal C, ved Holmen, Arsenalvej 6,1436 København K.
Tilmelding foregår via link på konferencehjemmesiden
Der vil være oplæg på dansk og engelsk (simultantolkes til dansk). Programmet opdateres løbende, og du kan se den fulde version her