COVID-19: Nye anbefalinger til borgere
Nye anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen om at blive hjemme i to uger, hvis man efter den 2. marts 2020 kommer fra et af de særlige risikoområder
Udbruddet af COVID-19 udvikler sig hurtigt i en række lande, herunder også Italien, som er et populært feriemål for mange danskere. Det øger risikoen for, at vi får indført tilfælde af COVID-19 i Danmark, således som vi allerede har set det siden vi konstaterede det første tilfælde i Danmark d. 27. februar. På grund af den hurtige udvikling i Norditalien opdaterede Udenrigsministeriet også deres rejsevejledninger i går d. 2. marts.
På den baggrund anbefaler Sundhedsstyrelsen nu, at personer, der siden 2. marts 2020 er kommet hjem fra et af de særlige risikoområder, holder sig hjemme i 14 dage efter hjemkomsten. Og de skal under alle omstændigheder ikke besøge sygehuse, plejecentre m.v., hvor der er personer som er særligt sårbare og udsatte, hvis de bliver smittet med COVID-19. Som også tidligere udmeldt kan situationen udvikle sig yderligere, og vurderingen af, hvilke foranstaltninger der er relevante, vil således også kunne ændre sig over de kommende dage og uger..
Det er relevant i den situation vi står i nu, med flere smittede fra de 4 regioner i Italien, men som også tidligere udmeldt, kan det udvikle sig yderligere.
Da situationen i Italien og andre lande kan udvikle sig yderligere, indfører Sundhedsstyrelsen nu krav til personale på sundheds- og ældreområdet, der vender hjem fra rejse i risikoområder, hvor der er betydeligt smittespredning med COVID-19.
Personer, der ikke arbejder i sundheds- og ældresektoren, anbefaler Sundhedsstyrelsen at blive hjemme indtil 14. dag efter de er udrejst fra et af de særlige risikoområder. Og de skal under alle omstændigheder ikke besøge sygehuse, plejecentre m.v., hvor der er personer, som er særligt sårbare og udsatte, hvis de bliver smittet med COVID-19.
”Vi opfordrer arbejdsgivere og uddannelsesinstitutioner til at bakke op om vores anbefalinger, så vi kan forebygge smittespredning i samfundet”, udtaler Søren Brostrøm, direktør for Sundhedsstyrelsen, som samtidig understreger, at borgerne skal være opmærksomme på symptomer som feber, hoste eller åndenød, og selvisolere sig, hvis de bliver syge, og ringe til lægen, i stedet for at sætte sig i venteværelset uden aftale.
Listen over risikoområder vil blive opdateret dagligt af Statens Serum Institut og Sundhedsstyrelsen, og kan ses på Sundhedsstyrelsens særlige informationsside om COVID-19.
Yderligere information om, hvordan man skal forholde sig, herunder hvilke symptomer man skal være opmærksom på, og hvor man skal henvende sig ved sygdom, kan også findes på informationssiden om COVID-19.
Alle, der inden for de sidste 14 dage har været i et land eller område, med generel eller lokaliseret smittespredning, eller som har været i kontakt med en patient med COVID-19, skal fortsat ringe til læge, og ikke møde op i venteværelse m.v. ved symptomer, se www.sst.dk/corona
Sundhedsstyrelsen har oprettet hotline på telefon 72 22 74 59 for generel vejledning om coronavirus.
Erhvervsstyrelsen har oprettet hotline på 72 20 00 34, hvor virksomheder kan få rådgivning om ny coronavirus. Hotline er åben i tidsrummet 8.30-16.00 (fredag dog 9.00-15.00).
Læs mere om ny coronavirus og sygdommen COVID-19
Opdateret 3. marts 19.55
Lande og områder med COVID-19 smittespredning i samfundet
Opdateret 4. marts 11:13
Land | Smittespredning | Særlige risikoområder |
Hong Kong | Lokaliseret eller lavt niveau | |
Italien | Lokaliseret eller lavt niveau | Regionerne Emilia-Romagna, Lombardiet, Piemonte ogVeneto |
Iran | Lokaliseret eller lavt niveau | Hele landet, da usikkerhed om indrapportering |
Kina | Udbredt | Hele landet |
Singapore | Lokaliseret eller lavt niveau | |
Sydkorea | Lokaliseret eller lavt niveau |
Provinsen Gyeongbuk med storbyen Daegu |
Japan | Lokaliseret eller lavt niveau |