Vaccination med COVID-19 vaccinen fra AstraZeneca sættes på pause indtil videre
Det sker, efter indberetninger af alvorlige tilfælde med blodpropper hos personer der er blevet vaccineret med COVID-19 vaccinen fra AstraZeneca. De europæiske lægemiddelmyndigheder har på den baggrund iværksat en undersøgelse af AstraZeneca-vaccinen. Én indberetning vedrører et dødsfald i Danmark. Det kan på nuværende tidspunkt ikke konkluderes, om der er en sammenhæng mellem vaccinen og blodpropperne.
På baggrund af den bekymring, som er rejst fra lægemiddelmyndighederne, har Sundhedsstyrelsen, ud fra et forsigtighedsprincip, valgt at pausere vaccination med COVID-19 vaccinen fra AstraZeneca. Pausen varer indtil videre i 14 dage, og Sundhedsstyrelsen vil sammen med Lægemiddelstyrelsen lave en ny vurdering i uge 12.
”Vi er midt i den største og vigtigste vaccinationsudrulning i Danmarkshistorien. Og lige nu har vi brug for alle de vacciner, vi kan få. Det er derfor ikke nogen let beslutning at sætte én af vaccinerne på pause. Men netop fordi vi vaccinerer så mange, så er vi også nødt til at reagere med rettidig omhu, når der er viden om mulige alvorlige bivirkninger. Det er vi nødt til at få afklaret, før vi kan fortsætte med at bruge vaccinen fra AstraZeneca,” udtaler Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen.
De danske og europæiske lægemiddelmyndigheder holder skarpt øje med udrulningen af vaccinerne mod COVID-19, både når det gælder de mere almindelige milde bivirkninger og de sjældne, men alvorlige, mulige bivirkninger.
Som udgangspunkt vurderer sundhedsmyndighederne, at det er uacceptabelt at få meget alvorlige bivirkninger i forbindelse med en forebyggende behandling, som for eksempel vaccination. Derfor reagerer vi tidligt, hvis der er det mindste tegn på en mulig risiko ved vaccinen.
”Det er vigtigt at understrege, at vi ikke har fravalgt AstraZeneca vaccinen, men at vi sætter den på pause. Der er god dokumentation for, at vaccinen er både sikker og effektiv. Men både vi og Lægemiddelstyrelsen er nødt til at reagere på rapporter om mulige alvorlige bivirkninger, både fra Danmark og andre europæiske lande. Det viser, at overvågningssystemet virker.”
”Samtidig er det vigtigt for os, at borgerne er trygge ved det tilbud, vi giver dem, og stoler på, at vi kan stå inde for kvaliteten af de vacciner, som vi har i vores program. Derfor reagerer vi prompte, indtil vi har fået undersøgt, om der er en sammenhæng mellem vaccinen og de mulige bivirkninger”.
Sundhedsstyrelsen afventer nu, at lægemiddelmyndighederne i EU laver en nærmere undersøgelse af en eventuel sammenhæng mellem COVID-19 vaccinen fra AstraZeneca og de alvorlige tilfælde med blodpropper, der er indberettet.
Pause betyder ændringer i vaccineplanen
Pauseringen betyder, at der indtil videre ikke vaccineres flere, der har en tid til første vaccination med AstraZeneca vaccinen. Det betyder også, at dem, der allerede har fået 1. stik og venter på 2. stik, foreløbig skal vente med dette.
”Vi er nået rigtigt langt med at vaccinere frontpersonalet i gruppe 4, men vi er ikke i mål. Jeg er meget ked af, at vi nu bliver nødt til at sige til det personale, der allerede har fået første stik, eller som allerede er booket eller inviteret til første stik, at de desværre må vente til senere på foråret eller forsommeren, før de kan blive færdigvaccinerede”.
”Men vi mangler stadig at tilbyde vaccine til knap 1 million ældre mellem 65 og 84 år, og vi er nødt til at prioritere benhårdt, så de får de to andre vacciner, vi har nu. Vi skal beskytte de allersvageste, hvis vi igen får en stor opblussen af epidemien. Vi skal også sørge for, at sundhedsvæsenet og ældreplejen ikke knækker, men vores vurdering er, at vi allerede har vaccineret så meget frontpersonale, at vi kan klare den,” siger Søren Brostrøm.
Alle bookede tider og invitationer til vaccination med vaccinen fra AstraZeneca aflyses. Senere vil nye tider kunne bookes via vacciner.dk.
Bookede tider til vaccination med en af de andre vacciner fra henholdsvis Pfizer og Moderna ændres ikke. Frontpersonale på 65 år eller ældre vil fortsat modtage tilbud om vaccination med en af de to andre vacciner.
Der er lavet en ny version af vaccinationsplanen, hvor AstraZeneca er taget helt ud, for at illustrere et worst-case scenarie. Den viser, at alle i Danmark, der er 16 år eller ældre, først kan have fået tilbudt vaccination senest i uge 28 (den anden uge af juli), og at alle kan være færdigvaccineret ca. 4 uger derefter. Men det er vigtigt at understrege, at vaccinationsplanen vil se bedre ud, hvis vi ved revurderingen i uge 12 genoptager brugen af AstraZeneca.
Læs mere
Sundhedsstyrelsens information om COVID-19 vaccine AstraZeneca®
Notat om pausering af COVID-19 Vaccine AstraZeneca i det danske COVID-19 vaccinationsprogram
Har du bestilt tid til vaccination med AstraZeneca?
Din tid bliver aflyst.
Du vil senere få invitation til ny vaccination.
Er du allerede vaccineret med AstraZeneca inden for de sidste 14 dage?
Oplever du længerevarende symptomer, det vil sige mere end 3 dage, bør du kontakte din læge.
Oplever du nye symptomer, efter de første dages milde symptomer, bør du kontakte din læge.