Hvad fremmer trivsel i organiserede fritidsfællesskaber?
En ny rapport har set på unge, der deltager i organiserede fritidsfællesskaber, og hvad det er ved de fællesskaber, der styrker deres trivsel.
Vi ved at fællesskaber har betydning for unges mentale sundhed, og fællesskaber bliver ofte nævnt som en del af løsningen på den stigende mistrivsel blandt unge. Derfor er de fokus for denne rapport, som viser, hvad der præcis gør, at organiserede fritidsfællesskaber fremmer unges mentale sundhed.
”At deltage i fællesskaber har stor betydning for, om man trives. Derfor er fællesskaber et omdrejningspunkt for mange af vores anbefalinger om at fastholde og styrke en høj grad af mental sundhed. Rapporten giver en helt konkret viden om, hvad det er for elementer, der styrker den mentale sundhed i fællesskaberne. Det er viden, vi har manglet, og som gør, at vi nu bedre kan målrette vores indsats over for unge,” siger sektionsleder Maja Bæksgaard Jørgensen.
5 elementer, der styrker trivslen
Rapporten viser, at de organiserede fællesskaber kan styrke unges trivsel, når de indeholder fem elementer. Elementerne gør sig gældende på tværs af en lang række fritidsaktiviteter fra fodbold og dans til kunsthåndværk og musik. De fem elementer består i, at man dels skal føle sig tæt knyttet til de andre i fællesskabet. Man skal have mulighed for at udvikle sine evner og sin selvtillid, samt have lyst til at deltage og herunder føle, at fællesskabet er trygt og tillidsfuldt.
”Både kommuner og andre organisationer har mulighed for at bruge den her viden til at skabe nogle rigtig gode tilbud til unge. Rapporten viser, hvor vigtigt det er, at man tænker de sociale elementer ind i de aktiviteter, man laver. Der skal være mulighed for at få nye venskaber, for at lære noget nyt og føle man mestrer det og føle at der er plads til at være sig selv. Det er noget, vi ved at mange fritidsfælleskaber allerede arbejder aktivt med”, siger Maja Bæksgaard Jørgensen.
Rapporten er udarbejdet af SIF og bygger på en systematisk litteraturgennemgang af 52 studier, der har fokus på betydningen af faktorer relateret til unges mentale sundhed i organiserede fritidsfællesskaber. Rapporten har set på en bred vifte af aktiviteter blandt andet sport, dans, kunsthåndværk, musical, teater og frivilligt arbejde.
Læs rapporten: Karakteristika af det mentalt sundhedsfremmende fritidsfælleskab for unge
Modtag nyheder fra Sundhedsstyrelsen
Vores pressemeddelelser og nyheder er opdelt i otte temaer, og du har selv mulighed for at tilpasse nyhedsstrømmen fra os, så du kun modtager nyheder, der handler om de emner, du er mest interesseret i.
Se overblikket og tilmeld dig vores nyhedstemaer
Hvis du i dag modtager nyheder fra Sundhedsstyrelsen, kan du ændre dit abonnement ved at gå ind på en af de e-mails, du har fra Sundhedsstyrelsen og klikke på 'Opdater tilmeldinger' eller 'Afmeld'.
Denne nyheds temaer: