Hvilken medicin bør bruges til nyopståede angst- og urosymptomer?
Sundhedsstyrelsen har udgivet en ny national klinisk anbefaling om kortvarig brug af beroligende lægemidler til voksne med nyopståede angst- og urosymptomer. Ved behov for behandling med lægemidler, er benzodiazepinet oxazepam, quetiapin eller pregabalin anbefalet frem for andre beroligende lægemidler.
Der har længe været stor usikkerhed om, hvilken lægemiddelbehandling er bedst til behandling af voksne patienter med tilpasnings- og belastningsreaktioner. Det kan være patienter i krise, sorg eller anden belastning på grund af sygdom, død, ulykke eller andre omvæltninger i tilværelsen. Patientgruppen ses hyppigt i almen praksis. Derfor har Sundhedsstyrelsen sammenlignet de forskellige beroligende lægemidler, der bruges i de situationer.
”Ved nyopståede angst- og urosymptomer skal man som udgangspunkt ikke starte med medicin, men undersøge om ikke-farmakologisk behandling, som for eksempel støttende samtaler, kan have tilstrækkelig virkning. Men nogle patienter har symptomer, som kan være meget pinefulde og funktionshæmmende, og her kan det nogle gange være nødvendigt at udskrive et beroligende lægemiddel for at lindre patientens symptomer, ” siger chefkonsulent Simon Tarp fra IRF i Sundhedsstyrelsen.
Den nationale kliniske anbefaling er udarbejdet sammen med en faglig ekspertgruppe, som har gennemgået evidensen på området. Hvis der skal bruges medicin, anbefales det at bruge enten benzodiazepin, quetiapin eller pregabalin frem for andre beroligende lægemidler til voksne med nyopståede angst- og urosymptomer.
Anbefalingen er målrettet patienter med nyopståede angst- og urosymptomer, hvor der forventes at være et kortvarigt behandlingsbehov (under 4 uger). Det kan både være patienter uden forudgående kendt psykiatrisk lidelse, men også patienter med let til moderat depression eller angst.
”Der er flere forskellige muligheder for farmakologisk behandling, som patienterne kan have gavn af, men lægen kan være i tvivl om, hvilket der er bedst at anvende. Anbefalingen er en hjælp til at afklare det, fordi den er baseret på en samlet vurdering af en række lægemidler og forholder sig til, hvilke af dem man bør bruge i de situationer, hvor vurderingen er, at det er nødvendigt at tilbyde farmakologisk behandling”, fortsætter, Simon Tarp
Baggrunden for at lave en anbefaling på området er, at der har været et skift i, hvilke lægemidler der bliver udskrevet mod angst og uro. I de senere år er der sket et stort fald i antallet af patienter, der er i behandling med benzodiazepiner, samt færre langtidsbrugere og et lavere forbrug af benzodiazepiner. Faldet skyldes først og fremmest et øget fokus på at begrænse forbruget. Tal fra Sundhedsdatastyrelsen viser samtidig, at forbruget af andre beroligende lægemidler, som for eksempel det antipsykotiske lægemiddel quetiapin i lav dosis, er steget markant.
Modtag nyheder fra Sundhedsstyrelsen
Vi har udskiftet det system, som vi udsender nyheder og pressemeddelelser med.
Vores pressemeddelelser og nyheder er nu opdelt i otte temaer, og du har selv mulighed for at tilpasse nyhedsstrømmen fra os, så du kun modtager nyheder, der handler om de emner, du er mest interesseret i.
Se overblikket og tilmeld dig vores nyhedstemaer
Hvis du i forvejen modtager nyheder fra Sundhedsstyrelsen, kan du ændre dit abonnement ved at gå ind på en af de e-mails, du har fra Sundhedsstyrelsen og klikke på 'Opdater tilmeldinger' eller 'Afmeld'.
Denne nyheds temaer: