Nanna Skovgaard bliver ny vicedirektør i Sundhedsstyrelsen
Til august tiltræder Nanna Skovgaard stillingen som vicedirektør i Sundhedsstyrelsen. Hun har mange års ledererfaring, solidt kendskab til sundhedsområdet og kommer til at være en drivkraft i Sundhedsstyrelsens arbejde i den udvikling og forandring som sundhedsvæsenet står overfor.
Sundhedsstyrelsen byder den 15. august velkommen til Nanna Skovgaard og gør dermed sin direktion fuldtallig. Direktionen består lige nu af direktør Jonas Egebart og vicedirektør Steen Dalsgård Jespersen.
I de kommende år står Sundhedsstyrelsen over for en vigtig opgave i at bidrage til at opbygge et mere bæredygtigt, fremtidssikret sundhedsvæsen, så hver enkelt borger kan få den rette behandling til de rette behov. Vi skal finde nye måder for samarbejde, udvikling og prioritering og i højere grad gøre brug af digitale muligheder.
Nanna Skovgaard får en central rolle i Sundhedsstyrelsen, hvor hun med sin erfaring og faglighed skal bidrage til at løfte vigtige kerneopgaver ind i en ny sundhedsfremtid. Hun kommer senest fra en stilling i KL som kontorchef i KL’s Center for Sundhed og Ældre. Hun har mere end 15 års erfaring som leder på tværs af det kommunale, regionale og statslige niveau. Tidligere har Nanna arbejdet som henholdsvis enhedschef i Region Hovedstaden og kontorchef i det, der dengang hed Sundheds- og Ældreministeriet, hvor hun bl.a. har haft ansvar for kvalitetsfondsinvesteringer, digital sundhed, data og cybersikkerhed.
”Vi ser ind i en fremtid, hvor store udfordringer på sundheds- og ældreområdet skal løses. På psykiatriområdet er det op mod hver tredje dansker, der i løbet af livet får en psykisk lidelse, hvorfor der mere end nogensinde er brug for et markant løft af området. Det er et arbejde, der kræver, at vi i Sundhedsstyrelsen opprioriterer vores implementeringskraft på 10-årsplanen for psykiatrien. Nanna har den bedst mulige baggrund, er analytisk stærk, har en konstruktiv tilgang og et solidt drive til at indfri det store potentiale, der ligger på tværs af kommuner, regioner og stat. Jeg er sikker på, at hun kommer til at gøre en stor forskel for Sundhedsstyrelsen og ikke mindst for vores ambitioner om at gøre en forskel for borgere og patienter. Vi ser frem til at få en med hendes profil med på holdet, og jeg glæder mig til at byde Nanna velkommen,” siger Jonas Egebart, direktør i Sundhedsstyrelsen.
Nanna Skovgaard udtaler selv:
”Sundhedsstyrelsen er en hjørnesten i vores sundhedsvæsen og har helt centrale opgaver, både når det gælder sundhedsvæsenets struktur og indsatser til gavn for borgere og patienter. Jeg håber, jeg kan bidrage til, at Sundhedsstyrelsen lykkes med at levere på sin rolle og sine opgaver nu og til fremtidens sundhedsvæsen. Det gælder ikke mindst arbejdet med 10-årsplanen for psykiatrien, omstillingen af sundhedsvæsenet, med stærkere sammenhæng og samarbejde langs de samlede patient- og borgerforløb, differentierede indsatser og mere behandling hjemme. Jeg glæder mig til at samarbejde med hele holdet af dygtige og dedikerede ledere og medarbejdere i Sundhedsstyrelsen, og selvfølgelig til at samarbejde med og få et nyt blik på sundhedsvæsenet, som det ser ud fra Islands Brygge.”
Nanna Skovgaard er 51 år og er uddannet cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet i 2000.