Sundhedsstyrelsen samler erfaringer fra efterårets vaccinationsindsats og påbegynder planlægningen af næste års program
Efterårets vaccinationsindsats har samlet set været vellykket og med høj tilslutning for de mest sårbare. I en ny rapport gør Sundhedsstyrelsen status på den afsluttede vaccinationsindsats mod influenza og covid-19 og fremhæver de vigtigste læringspunkter.
I løbet af efteråret og vinteren blev der givet i alt 2,6 millioner vaccinationer, og den 15. januar 2024 afrundede Sundhedsstyrelsen vaccinationsindsatsen mod influenza og covid-19. Vaccinationsudrulningen var et samarbejde på tværs af blandt andre regionerne, apotekerne, kommunerne, Statens Serum Institut og Sundhedsstyrelsen. I en netop udgivet erfaringsopsamling har Sundhedsstyrelsen samlet hovederfaringerne fra udrulningen.
Udover den høje tilslutning, hvor 78 procent af borgere over 65 år blev vaccineret mod influenza og covid-19, har borgerne generelt været tilfredse med vaccinationstilbuddet. Sundhedsstyrelsen har fået foretaget en spørgeskemaundersøgelse om borgernes oplevelse af vaccinationstilbuddet, og borgerne fremhæver blandt andet den hurtige og effektive betjening og et dygtigt personale på vaccinationsstederne. Over 90 procent af de adspurgte borgere oplevede også, at de følte sig trygge i forbindelse med vaccinationen, hvilket, analysen peger på, er afgørende, når borgere skal vaccineres.
Selvom både tilslutningen og tilfredsheden blandt borgere generelt var høj, og samarbejdet mellem de involverede aktører var velfungerende, er der fortsat plads til at forbedre indsatsen.
”Erfaringsopsamlingen viser, at der stadig er rum for forbedring på nogle områder. Vi kan arbejde på at gøre den samlede kommunikation på tværs af aktørerne til borgerne mere klar, og der skal være en mere tydelig ansvarsfordeling mellem de mange aktører. Opsamlingen er på den måde et godt afsæt for at planlægge udrulningen af sæsonvaccinationsprogrammet for det næste efterår,” fortæller enhedschef i Sundhedsstyrelsen Kirstine Moll Harboe.
Efterårets sæsonvaccinationsprogram
Sundhedsstyrelsen er allerede i gang med at forberede det kommende efterårs sæsonvaccinationsprogram. I den forbindelse udgiver vi i dag også den foreløbige indstilling for, hvilke målgrupper der skal tilbydes influenzavaccination, og hvilke vacciner der skal indgå i programmet i efteråret 2024.
Sundhedsstyrelsens foreløbige indstilling beskriver blandt andet, at børn i alderen 2-6 år ikke vil være omfattet af efterårets influenzavaccinationsprogram.
”Vi indførte tilbuddet om influenzavaccination til raske børn for at forebygge influenzasygdom i børnefamilierne, beskytte sårbare familiemedlemmer og reducere influenzasmitte i samfundet. Det enkelte barn og dets familie har selvfølgelig haft gavn af den beskyttende effekt ved vaccination. Men siden tilbuddet blev indført, er tilslutningen faldet, og vi er ikke lykkedes med at indfri vores ambitioner for den smitteforebyggende effekt på samfundsniveau. Effekt på smittespredningen i samfundet kræver nemlig, at tilslutningen når et vist niveau,” fortæller Kirstine Moll Harboe, og fortsætter:
”Det er vores vurdering, at det vil kræve en ekstraordinær indsats at få tilslutningen op på et niveau, som, vi vurderer, ville have en betydelig effekt på folkesundheden. Vi anbefaler derfor ikke at fortsætte med at tilbyde raske børn influenzavaccination.”
Sundhedsstyrelsens anbefaler fortsat, at personer på 65 år og derover, personer med visse kroniske sygdomme, samt gravide, omfattes af efterårets influenzavaccinationsprogram, ligesom det fortsat vil være muligt for børn i særligt øget risiko for et alvorligt influenzaforløb, fx pga. kronisk sygdom, at blive vaccineret. Derudover tilbydes personer på 70 år og ældre en såkaldt adjuveret influenzavaccine, som formentligt har en lidt bedre effekt end standardvaccinerne i forhold til at forebygge indlæggelser blandt de ældste i samfundet.