xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Behandling med kolesterolsænkende medicin behøver ikke at være livslang

Sundhedsstyrelsen har udviklet et materiale til læger, som kan bruges til at tale med patienter om, hvorvidt de har gavn af kolesterolsænkende medicin.

26 MAR 2025

Statiner er kolesterolsænkende medicin og et af de mest anvendte forebyggende lægemidler i Danmark.

Antallet af personer, der indløser en recept, er støt stigende. I 2023 indløste mere end 833.000 personer statiner, mens tallet steg til over 891.000 i 2024. En stigning på over 57.000 personer.

Sundhedsstyrelsens nye materiale om statiner er en såkaldt beslutningsstøtte, der kan bruges af læger. Den kan være en hjælp, når lægen og patienten skal beslutte, om man skal starte en behandling med statiner. Ligeså kan materialet være en hjælp, når man skal beslutte, om behandlingen skal fortsætte, og hvornår den skal stoppe.

”Hvis man som patient er i tvivl, om den statinbehandling, man er i gang med, stadig er nødvendig, er det en god idé at tage det op med sin læge, næste gang man skal til kontrol. Der kan være gode grunde til at tage behandlingen, men hvis lægen og patienten vurderer, at det er en god idé at stoppe behandlingen, vil de fleste kunne gøre det uden problemer”, siger afdelingslæge Kristine Rasmussen Hone.

Materialet er udviklet som en del af Sundhedsstyrelsens arbejde med at nedbringe overforbrug af medicin.

"Vi forandrer os gennem livet, og det betyder, at en behandling, der tidligere har haft god effekt, kan virke anderledes, når man bliver ældre. Mange ældre tager flere former for medicin, og det kan påvirke effekten af statiner. Samtidig kan statiner give bivirkninger som nedsat appetit og påvirket balanceevne – begge dele har betydning for helbredet. Derfor anbefaler vi, at læger og patienter løbende taler om, hvorvidt medicinen stadig er den rette behandling," fortæller afdelingslæge Kristine Rasmussen Hone.

Materialet er udviklet med inspiration fra Australien og beskriver blandt andet evidensgrundlaget for at give patienter behandling med statiner.

Desuden indeholder materialet beskrivelser af blandt andet, hvor mange der skal behandles for at forebygge én uønsket hændelse (NNT), hvilke bivirkninger, der kan være ved medicinen, og hvilken medicin, der kan påvirke eller blive påvirket af, at man samtidig bruger statiner.

Find materialet til fagpersoner og patienter her

Høring af Beslutningsstøtte vedrørende opstart, varighed og stop af statinbehandling

Sundhedsstyrelsens arbejde med at nedbringe overforbrug af medicin

Sundhedsstyrelsen har i 2022-2025 et særligt fokus på at opsamle viden om overforbrug af medicin for at kunne identificere konkrete indsatser, der kan bidrage til at mindske problemet.

 

Læs mere om projektet og følg med i løbende indsatser her