Flere unge starter på nikotinprodukter
Knap en tredjedel af danskerne mellem 15-29 år bruger mindst ét nikotinprodukt, viser Sundhedsstyrelsens nye undersøgelse af danskernes rygevaner. Flere bruger produkter med nikotin som e-cigaretter og vapes. Udviklingen er bekymrende og understreger, at det er vigtigt fortsat at have fokus på at forebygge ryge- og nikotinstart.
’Danskernes rygevaner’ er den største undersøgelse af voksnes (15-79-åriges) tobaks- og nikotinvaner. Den positive nyhed er, at lidt færre ryger cigaretter eller bruger anden tobak. Den negative nyhed er, at andelen af unge, der bruger e-cigaretter, samtidig stiger.
Der er 800.000 personer i Danmark, der ryger dagligt eller lejlighedsvist, hvilket svarer til 17 % af befolkningen. Der er de seneste par år sket et mindre fald i andelen, der ryger, men der er stadig 23 % af befolkningen, der anvender mindst ét tobaks- eller nikotinprodukt (fx cigaretter, e-cigaretter, nikotinposer), og blandt de 15-29-årige er det hele 32 %.
”Nikotin er skadeligt og afhængighedsskabende, og at 32 % af unge imellem 15-29 år bruger mindst ét nikotinprodukt bekymrer. Selv om vi ser et mindre fald i andelen, der ryger, så er det negativt, at en større andel af børn og unge begynder at bruge e-cigaretter og vapes, som indeholder nikotin og er stærkt afhængighedsskabende,” understreger Maja Bæksgaard Jørgensen, sektionsleder i Sundhedsstyrelsen.
De fleste ønsker at stoppe deres forbrug
Størstedelen af de danskere, der bruger et afhængighedsskabende nikotinprodukt, ønsker at stoppe deres forbrug. 73 % af dem, der ryger dagligt, vil gerne stoppe med at ryge, og ud af dem har tre fjerdedele også forsøgt at stoppe, og mange af dem flere gange, blandt andet på baggrund af opfordringer fra sundhedspersonale, viser undersøgelsen.
”Flere end tidligere bliver opfordret til at holde op med at ryge af eksempelvis sundhedspersonale. Det er positivt. Rådgivning om rygestop er en effektiv metode til langvarigt rygestop, og vi ved, at ved at bruge en kombination af professionel rådgivning og godkendt rygestopmedicin, er der størst chance for at lykkes med et rygestop,” siger Maja Bæksgaard Jørgensen.
For at understøtte ryge- og nikotinstop har Sundhedsstyrelsen - som led i aftale om en forebyggelsesplan målrettet børn og unges brug af tobak, nikotin og alkohol fra 2023 - i 2024 udmøntet en pulje på 58,5 mio. kr. til 17 projekter i 38 kommuner, der skal udvikle og afprøve tilbud om ryge- og nikotinstop målrettet unge mennesker.
Alle landets kommuner udbyder allerede lettilgængelige tilbud om ryge- og nikotinstop til borgere, der ønsker at stoppe. Samtidig tilbyder Stoplinien gratis telefonrådgivning til alle, der ønsker at blive fri af deres nikotinafhængighed.
Forebyggelse - et vigtigt greb
Maja Bæksgaard Jørgensen fremhæver, at det samtidigt er vigtigt at forebygge ryge- og nikotinstart, og at der allerede er flere og nye initiativer i gang på området:
”Et af de vigtige forebyggelsesgreb er at udbrede kendskabet til de helbredsrisici, der er forbundet med at ryge og bruge nikotinprodukter. Som led i forebyggelsesindsatserne sender Sundhedsstyrelsen i foråret en materialepakke ud til lokal forebyggelse af tobaks- og nikotinforbrug. Materialepakken vil blandt andet indeholde en værktøjskasse til fagpersoner og en guide til forældre om at tage snakken med sit barn om nikotin,” siger Maja Bæksgaard Jørgensen, sektionsleder i Sundhedsstyrelsen.
20-året for Danmark i WHO’s rammekonventionen om tobak
For 20 år siden tiltrådte Danmark WHO’s rammekonventionen på tobakskontrol. Formålet med konventionen er at beskytte folkesundheden ved at begrænse tobaksforbrug og nikotinafhængighed og opstille rammerne for arbejdet med tobakskontrol og -forebyggelse.
Rammekonventionen er en evidensbaseret konvention med principper for, at befolkningen skal beskyttes mod tobaksrøg, tobaksreklamer og tilbydes hjælp til stop. Konventionen er derfor et vigtigt grundlag - sammen med en række strukturelle tiltag, fx lov om røgfrie miljøer, standardisering af tobaksvarer, smagsforbud - for det fald der er sket i danskernes rygevaner over en længere årrække.
Alle udgaver af Danskernes rygevaner (2003-2024)
Stoplinien
Stoplinien er den nationale rygestoprådgivning:
Stoplinien har et site til unge med hjælp til at slutte med nikotin:
Send en sms med teksten “BREAKUP” til 1231. Så bliver du ringet op af en rådgiver fra Stoplinien i løbet af 1-5 hverdage.