Landsindsatsen EN AF OS
EN AF OS er en afstigmatiseringsindsats, der arbejder for at fremme åbenhed og nedbryde fordomme og forskelsbehandling forbundet med psykiske lidelser.
Den nationale del af Landsindsatsen EN AF OS, der har arbejdet med afstigmatisering af psykisk sygdom siden 2011, blev i 2021 en del af Sundhedsstyrelsen.
EN AF OS-indsatsen arbejder for at imødegå fordomme samt forskelsbehandling og for at fremme åbenhed over for psykisk sygdom.
Indsatsen EN AF OS har tidligere været et partnerskab bestående af offentlige og private aktører på området. Det har de seneste par år været partnerskabets ønske, at EN AF OS skulle arbejde mod at få en statslig forankring som et naturligt skridt mod en mere langsigtet sikring af indsatsen, hvilket nu er sket.
Sundhedsstyrelsen har været en del af partnerskabet bag indsatsen lige fra indsatsens start i 2011 og har været tæt involveret i arbejdet.
EN AF OS arbejder regionalt i de psykiatriske informationscentre (PsykInfoerne), hvis opgave er at føre indsatsen ud i livet på et regionalt og lokalt plan samt at bakke op om, at der bliver samarbejdet lokalt om afstigmatisering på tværs af region, kommuner og frivillige organisationer.