Anbefalinger til sundhedspersoners møde med pårørende til alvorligt syge
Formålet med anbefalingerne er at komme med anvisninger til, hvordan sundhedspersoner bør identificere pårørendes eventuelle behov for støtte og inddragelse i løbet af patientens sygdomsforløb.
Pårørende kan have meget forskellige behov for støtte og inddragelse, og det er derfor også vigtigt, at der foretages en differentiering og at det afklares, hvilke indsatser der er relevante for den enkelte. Den juridiske ramme for støtte og inddragelse af pårørende er beskrevet.
Anbefalingerne har særligt fokus på børn og unge. Børn og unge som oplever, at fx en forælder, søster eller bror er alvorligt syg, vil ofte føle sig meget utrygge. Børn og unge, der er pårørende til alvorligt syge, bør derfor støttes og inddrages i patientens sygdomsforløb i forhold til deres alder, følelsesmæssige udvikling, ønsker og ressourcer. Det er derfor væsentligt, at de nødvendige støttefunktioner til børn og unge er til stede.
Endvidere sættes der i anbefalingerne fokus på efterladte pårørendes behov for støtte i relation til sorgreaktioner, herunder komplicerede sorgreaktioner og forebyggelse af disse. De behov mennesker har, når en nær pårørende dør beskrives særskilt, herunder når forældre har mistet et barn.
Anbefalingerne henvender sig bredt til alle sundhedspersoner, ansat i kommuner, regioner samt praksissektoren, som kommer i kontakt med alvorligt syge patienter og deres pårørende.
Anbefalinger til sundhedspersoners møde med pårørende til alvorligt syge