HPV-vaccination uden for vaccinationsprogrammet
Rationel farmakoterapi nr. 10, 2014
Månedsbladet opdateres ikke efter udgivelsen. Indholdet afspejler den aktuelle evidens på udgivelsestidspunktet.
Af Bolette Søborg og Søren Brostrøm, Sygehuse og beredskab, Sundhedsstyrelsen
I foråret 2014 godkendte det europæiske lægemiddelagentur (EMA) en ansøgning om udvidelse af indikationen for anvendelsen af den tetravalente HPV-vaccine Gardasil fra markedsføringsindehaverne. Godkendelsen omfattede en indikationsudvidelse til forebyggelse af præmaligne anale læsioner og analcancer. Gardasil er således nu godkendt til brug fra 9-års-alderen til forebyggelse af dysplasi i cervix, vulva og vagina, præmaligne anale læsioner, cervixcancer og analcancer samt kondylomer.
EMAs revurdering og godkendelse var baseret på de samme videnskabelige data, som lå til grund for den forrige revurdering i 2011.
Der er løbende diskussion, om HPV-vaccination i børnevaccinationsprogrammet bør udvides til at omfatte drenge. Udvidelse af indikationen for den tetravalente HPV-vaccine åbner endnu engang op for debatten.
Forud for indførsel af nye vaccinationer i børnevaccinationsprogrammet vurderer Sundhedsstyrelsen, hvorvidt en række kriterier er opfyldt, herunder sygdommens udbredelse, alvorlighed samt bivirkningsprofilen på vaccinen. Ud fra ovennævnte kriterier finder Sundhedsstyrelsen fortsat ikke, at der er grundlag for at tilbyde HPV-vaccination til alle drenge. En central udfordring er, at den største effekt opnås ved vaccination af de drenge, der senere springer ud som mænd, der har sex med mænd. Da denne gruppe vanskeligt kan identificeres, må man, for at opnå den potentielle gevinst på forebyggelse af analcancer, vaccinere alle drenge før seksuel debut.
Sundhedsstyrelsen mener, at indikationsudvidelsen for Gardasil-vaccinen giver danske læger et ekstra redskab, som lægen kan anvende ved det individuelle skøn i forhold til at tilbyde vaccinen til personer med særlig risiko, f.eks. til unge mænd, der er tiltrukket af mænd.
Korrespondance
Søren Brostrøm sbro@sst.dk.