xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Et fagligt fyrtårn og ledestjerne for mange af os er død

Af Hanne Rolighed Christensen

Jens Peter Kampmann, som var et helt særligt menneske, med uvurderlig betydning for klinisk farmakologi, er gået bort i en alder af 82 år. Han var vellidt blandt kollegaer og patienter og vil efterlade et stor savn hos alle dem, der nød godt af hans meget store viden, generøsitet og venskab.

Kampmann blev cand. med i 1967 og efterfølgende speciallæge i intern medicin, medicinske lungesygdomme samt i klinisk farmakologi. Han opnåede titlen dr. med. i 1985 og var overlæge ved lungemedicinsk afdeling på Bispebjerg hospital fra 1987-99. Herefter fulgte 10 år som chef for Institut for Rationel Farmakoterapi, et institut han initierede og formerede med stor succes. Formålet var at informere, undervise og bidrage til at lægemidler blev brugt med omtanke. Månedsbladet IRF og Praktisk Lægemiddelinformation (PLI) har over årene haft en central rolle i den lægemiddelinformation der var rettet mod almen praksis. Kendetegnet var at større sygdoms- eller lægemiddelgrupper, blev gennemgået i let læseligt format. Kampmann var desuden ophavsmand til ”den Kampmannske brøk” som sætter effekt over bivirkninger x pris. Denne brøk er en grundsten i rationel farmakoterapi og præger fortsat månedsbladet IRF.

Kampmann afsluttede sin karriere med 10 år på klinisk farmakologisk afdeling på Bispebjerg hospital, hvor han var leder af Medicininfo. Han var i flere perioder formand for Dansk Selskab for Klinisk Farmakologi og havde desuden tunge redaktørposter, Medicinfortegnelsen i Lægeforeningen, Ugeskrift for Læger og PLI. Han modtog i løbet af sin karriere anerkendelser i form af Hagedornprisen og Codanprisen, men takkede nej til Ridderkorset.

Æret være hans minde.

Opdateret 24 JUN 2024