E-cigaretter
E-cigaretter eller elektroniske cigaretter er produkter, hvor brugeren inhalerer en ærosol (små væskepartikler), som dannes, når en e-væske, opvarmes.
Man kender endnu ikke de helbredsmæssige konsekvenser ved langtidsbrug af e-cigaretter, men undersøgelser af e-væsker og ærosoler viser indhold af kemiske stoffer med skadelige og potentielt skadelige helbredseffekter.
Med den forskning, der er på nuværende tidspunkt, tyder det på, at brug af e-cigaretter kan påvirke helbredet negativt. Derfor kan Sundhedsstyrelsen ikke anbefale at bruge e-cigaretter.
E-cigaretter blev markedsført i Danmark i 2008 og brugen af dem er blevet stadig mere udbredt.
I udgangspunktet er e-cigaretter et produkt, hvor der dannes en ærosol, når en e-væske, med eller uden nikotin, opvarmes. Der er mange variationer af produktet, både i forhold til måden, det er opbygget på, og måden det ser ud på. Indholdet af stoffer i e-væsken varierer også, og der kan dannes nye stoffer ved sammenblanding og opvarmning af e-væsker.
E-cigaretter kan være til engangsforbrug eller være genopfyldelige ved hjælp af en genopfyldningsbeholder og en genopfyldelig tank, eller de kan genlades med engangspatroner. E-cigaretter kan derfor ikke betragtes som ét produkt.
E-cigaretter markedsføres nogle gange som en ikke-skadelig erstatning for rygning og som et rygestopmiddel, men e-cigaretter er ikke godkendt af Lægemiddelstyrelsen til behandling af tobaksafhængighed.
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at man ikke bruger e-cigaretter
Der er betydelig usikkerhed om de mulige helbredsmæssige konsekvenser af e-cigaretter, både med og uden nikotin, særligt på langt sigt. Derfor kan Sundhedsstyrelsen ikke anbefale at bruge e-cigaretter. Gravide, ammende, børn og unge frarådes at bruge e-cigaretter.
Læs mere om tobak i forhold til Graviditet og amning
Sundhedsstyrelsens anbefalinger vedr. e-cigaretter
- Sundhedsstyrelsen anbefaler ikke brug af e-cigaretter
- Sundhedsstyrelsen fraråder at børn, unge, gravide og ammende bruger e-cigaretter
- Sundhedsstyrelsen advarer mod at tilsætte ting som f.eks. olier til e-væsker.
- Sundhedsstyrelsen anbefaler kvalitetssikret rygestoprådgivning i kombination med godkendt rygestopmedicin til gennemførelse af rygestop.