Ny film om veje til mere lighed i sundhedsvæsenet
Nogle patienter får mindre hjælp i sundhedsvæsenet end andre. Det skyldes forskellige barrierer for at få den hjælp, man har brug for. I en ny film sætter Sundhedsstyrelsen fokus på, hvordan organisationer i det danske sundhedsvæsen kan arbejde med at gøre information og ressourcer tilgængelige for alle borgere.
I filmen fortæller en borger om, at sundhedsvæsenet er en jungle at finde rundt i. På grund af sin KOL og angst har han svært ved at få den nødvendige hjælp. Det er først, da han møder ergoterapeuten i Sundhedscenteret, at han får hjælp til at spørge ind til sin sygdom.
Randers og Frederiksberg Sundhedscenter har arbejdet med at tilpasse deres organisation, så alle borgere får den rette hjælp med udgangspunkt i deres behov. I filmen fortæller ansatte om, hvad de har gjort for at imødekomme borgeres forskellige sundhedskompetencer.
Sundhedskompetence handler om, at formidle information på en måde, så den enkelte borger eller pårørende kan finde, forstå og anvende information om sundhed. Det er vigtigt, så man kan opsøge og tale med sundhedsprofessionelle, fortælle om egne behov og tage beslutninger i et sygdoms- og behandlingsforløb.
Direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm fortæller i filmen om, hvorfor Sundhedsstyrelsen sætter sundhedskompetence på dagsordenen:
”Hvis vi skal behandle alle borgere retfærdigt, betyder det, at vi er nødt til at behandle borgere forskelligt. Der er nogen, der skal have mere tid og mere opmærksomhed, og andre kan have brug for hjælp til at forstå de beskeder, der kommer fra læger og sygeplejersker. Andre igen skal have særlig hjælp for at gennemføre behandlingen og rehabiliteringen”.
Ansatte i Randers og Frederiksberg Sundhedscenter fortæller om, hvordan de har arbejdet systematisk med at tilpasse deres organisation til alle borgere og på den måde skaber mere lighed i borgernes møde med sundhedsvæsenet. De beskriver, hvordan de arbejder med at give alle adgang til tilbud og inddrager borgerne, og hvordan de systematisk har gennemgået deres skriftlige og mundtlige kommunikation, så alle borgere kan forstå den.
”Der er ingen tvivl om, at vi kan løfte flere borgere til et bedre resultat af indsatser i sundhedsvæsenet, hvis det lykkes os at skabe organisationer der fremmer sundhedskompetence,” siger Søren Brostrøm.
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at sundhedsorganisationer ser på den måde, de tilrettelægger deres sundhedstilbud, så de er tilgængelige for borgere uanset sundhedskompetence. Udover filmen er der udgivet en rapport om, hvordan man kan tænke sundhedskompetence ind i sundhedsvæsenet. Rapporten er udarbejdet i samarbejde med Institut for Folkesundhed, Aarhus universitet.
Læs mere om sundhedskompetence og se filmen på www.sst.dk/sundhedskompetence
Modtag nyheder fra Sundhedsstyrelsen
Vi har udskiftet det system, som vi udsender nyheder og pressemeddelelser med.
Vores pressemeddelelser og nyheder er nu opdelt i otte temaer, og du har selv mulighed for at tilpasse nyhedsstrømmen fra os, så du kun modtager nyheder, der handler om de emner, du er mest interesseret i.
Se overblikket og tilmeld dig vores nyhedstemaer
Hvis du i forvejen modtager nyheder fra Sundhedsstyrelsen, kan du ændre dit abonnement ved at gå ind på en af de e-mails, du har fra Sundhedsstyrelsen og klikke på 'Opdater tilmeldinger' eller 'Afmeld'.
Denne nyheds temaer: