Opdateret vejledning beskriver de nye regler for abort
Den 1. juni 2025 træder ny lovgivning om abort i kraft. Vejledningen fra Sundhedsstyrelsen beskriver, hvad de nye regler medfører for sundhedspersoner og andre, som er i kontakt med gravide kvinder, der overvejer eller anmoder om abort.
Den nye lovgivning betyder, at sundhedspersoner og andre, som er i kontakt med gravide kvinder, der overvejer eller anmoder om abort, skal være opmærksomme på flere nye regler.
Reglerne betyder, at man har adgang til abort senere i graviditeten, indtil udgangen af 18. graviditetsuge, at gravide kvinder på 15-17 år, modsat tidligere, selv kan give samtykke til abort, uden at inddrage forældre, og at vurderingen af anmodning om aborter efter graviditetsuge 18 som udgangspunkt skal behandles i et nyt nationalt abortnævn.
”Når man som sundhedsperson er i kontakt med en gravid kvinde, som overvejer abort eller fosterreduktion, skal det være tydeligt, hvad man skal gøre,” siger enhedschef Agnethe Vale Nielsen og fortsætter: ”Vi har derfor lagt vægt på, at vejledningen skal være læsevenlig og praktisk anvendelig, og har blandt andet udarbejdet støtteredskaber, som kan anvendes i forbindelse med den første lægekontakt og ved støttesamtalerne”.
Støtte til kvinder før og efter et indgreb
Alle gravide kvinder har ret til en støttesamtale både før og efter abort eller fosterreduktion.
Afsnittet om støttesamtaler er blevet udfoldet i vejledningen, så det fremgår, hvem der kan holde støttesamtaler, og hvad der skal være fokus på. Støttesamtaler skal dels give den gravide kvinde den nødvendige støtte til at træffe sin beslutning og dels støtte hende efter et eventuelt indgreb.
”Støttesamtaler skal tage udgangspunkt i den gravide kvindes behov og i det, der fylder for hende - både fysisk og psykisk. Man kan få støttesamtaler både hos sundhedspersoner og hos relevante civilsamfundsorganisationer – herunder patientforeninger og handicaporganisationer. Kvinden vælger selv, om hun vil have en støttesamtale, og hun skal selv opsøge det ønskede tilbud,” forklarer enhedschef Agnethe Vale Nielsen.
Sundhedsstyrelsen har i forlængelse af vejledningen udarbejdet støtteredskaber, som kan anvendes dels ved første lægekontakt i forbindelse med abort, og dels ved afholdelse af støttesamtaler. Støtteredskaberne indeholder en oversigt over, hvad samtalerne skal indeholde af generel information, og hvilke særlige opmærksomhedspunkter, der kan være i forbindelse med den første lægekontakt og ved støttesamtaler.
Om vejledningen
Sundhedsstyrelsens opdaterede vejledning om abort og forsterreduktion gælder fra den 1. juni 2025 og erstatter Vejledning nr 25 af 4. april 2006 om svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion.
Vejledningen er opdateret, så den er i overensstemmelse med den nye lovgivning, og derudover er den blevet gjort mere læsevenlig og praktisk anvendelig end den tidligere version.
Her finder du Vejledning om abort og fosterreduktion
De vigtigste ændringer i lovgivningen er:
- Fremover har gravide kvinder som udgangspunkt adgang til fri abort ind til udgangen af 18. graviditetsuge.
- Gravide kvinder, der er fyldt 15 år, kan som udgangspunkt selv give samtykke til abort og fosterreduktion.
- Et nyt nationalt abortnævn erstatter de tidligere regionale abortsamråd.